Biologi
I de tørre, golde ørkenområder vest for Nildeltaet i det nordlige Afrika lever en lille gnaver på bare 15 cm fra snude til halespids, hvis noget specielle hale har givet den navnet ”fedthalemus”. Når man lever i så tørt og varmt et klima, kan det være en stor udfordring at finde både føde og vand. Fedthalemusen har derfor udviklet en tyk, kølleformet og næsten hårløs hale, der fungerer på samme måde som en kamels pukler – den oplagrer energi i form af fedt, hvilket fedthalemusen kan tære på i mangelfulde tider. En sund og velnæret fedthalemus har således en tyk hale, mens en tynd hale kan være tegn på underernæring eller anden mistrivsel.
I naturen lever fedthalemusen primært af insekter, men den supplerer også gerne kosten med de få planter, den kan finde i ørkenen. Særligt arterne Anabasis articulata og Artemisia monosperma optræder hyppigt på menukortet. Det er også fra disse, at fedthalemusen får en stor del af sit væskeindtag. Ligesom alle andre gnavere har fedthalemusen såkaldt rodåbne tænder. Det betyder at dens tænder vokser hele livet igennem og derfor må slides dagligt ved at gnave i grene, buske og andre hårde eller seje materialer.
En anden tilpasning, fedthalemusen har udviklet til ørkenlivet, er dens lange, sandfarvede pels, der dels beskytter mod solens stråler men også fungerer som en effektiv kamuflage. Og det er ikke kun kroppen, der er dækket af pels. Det er dens ører og fodsåler også. Så bliver de nemlig ikke forbrændte, når solen bager, og den træder på det varme ørkensand. Fedthalemusen bruger meget tid på at pleje pelsen ved bl.a. at rulle sig i ørkensandet, hvis partikler fjerner overskydende fugt og fedt fra pelsen.
Trods fedthalemusens mange tilpasninger til at kunne klare sig i ørkenen, undgår den at opholde sig i direkte sollys – især på de tider af døgnet, hvor solen står højt på himlen. Den er nemlig skumrings- og nataktiv. Fedthalemusen graver gange og huler ned til 1 meter under jorden, og så snart solen står op, bevæger den sig herned for at sove i sikkerhed for solens stråler og fjender som rovfugle ikke mindst.
Man ved kun ganske lidt om fedthalemusens adfærd i naturen, da dens nataktive, underjordiske levevis gør det svært at observere og studere den. I nogle områder lever den i sociale grupper eller kolonier, mens den i andre områder lever alene. Uanset hvad, er det lidt af et syn, når to skal blive til flere. Fedthalemusens kurmageri kan nemt forveksles med en slåskamp. Før selve parringen stiller hannen og hunnen sig på bagben med front mod hinanden og begynder at ”bokse” og bryde med hinanden, mens de skriger højlydt.
Er parringen vellykket, fødes der efter 19-22 dage 3-9 unger. Ved fødslen, der normalt finder sted fra april til november, er ungerne nøgne, blinde og meget sårbare, men de vokser hurtigt, og allerede efter 3-4 uger er de klar til at flytte hjemmefra. De bliver dog som regel først kønsmodne, når de er 2-3 måneder gamle. Fedthalemusen kan få op til tre kuld i en enkelt ynglesæson. Moderen er meget beskyttende overfor ungerne og vogter over dem med liv og sjæl. Til gengæld er faderens rolle i ”børnepasningen” i naturen ukendt. I fangenskab ses det ofte, at hunnen bliver meget aggressiv og jager hannen væk, så snart hun er drægtig eller har født ungerne. Der er sågar set eksempler på, at hannen ligefrem har mistet livet. Om det samme er tilfældet i naturen er uvist.