Biologi

Den tropiske regnskov har dem. Den afrikanske savanne har dem. Selv de iskolde bjergområder i det nordlige Asien har dem. Store, prægtige kattedyr. Men hvad med Europa? Lever der overhovedet vildkatte her? Ja, det gør der! Selv i de danske skove var de en hyppig gæst indtil omkring år 5.500 f. Kr. Trods op- og nedture har den europæiske los i dag et enormt udbredelsesområde, der strækker sig fra det vestlige Europa og hele vejen over Rusland til den nordlige side af Himalayabjergene – et område med et barsk og omskifteligt klima, der kræver en række smarte tilpasninger til livet i det kolde nord.  

Sne og bidende frost er ofte hverdagskost for den europæiske los, hvilket afspejles i dens udseende. Dels er pelsen tyk og vamset og har under de lange dækhår en isolerende underuld af krøllede eller hule hår, der er fyldt med luft og nærmest fungerer som en dynejakke. Jo mere nordligt (og dermed koldere!), lossen lever, jo tykkere og lysere er dens pels. Benene er meget lange og særdeles velegnede til at begå sig i områder med meget sne. Men det mest unikke er dog lossens poter, der minder om et par snesko. De er ikke alene usædvanligt store. De er også indrettet således, at tæerne spreder sig ud, når den træder. Og sammen med de behårede trædepuder giver det lossen et solidt greb i det glatte underlag.

Lossen har desuden en naturligt kort hale. Hvorfor, er man ikke helt sikker på. Ligesom man heller ikke ved, om pelstotterne på ørerne har en funktion. Nogle mener, at de ”forlænger” ørerne som et høreapparat og hjælper lossen til at høre, mens andre ser dem som en slags knurhår.

Halen er lidt mere omdiskuteret. En hale bruges som regel til at holde balancen, styre retningen og til at kommunikere med. Da lossen jager på jorden og sniger sig langsomt ind på byttet, har den måske ikke i så høj grad brug for en lang hale? Kan den korte hale være en tilpasning til et liv i tætte skovområder for at undgå, at den slår mod træer og buske og bliver beskadiget? Eller er halen kort for simpelthen at undgå forfrysninger? Teorierne er mange!

Forestil dig at skulle jage på en skøjtebane! Ikke nogen let opgave. I stedet for at løbe efter byttet i høj fart med fare for at glide i sneen, bruger lossen derfor en anden taktik: Den laver snigeren! Lossen er et toptunet rovdyr, der kan nedlægge byttedyr, der er fire gange så stor som den selv. Den jager alene og indleder ofte jagten ved at klatre op i et træ og spejde ud over horisonten med sit veludviklede syn, der kan spotte et bytte så lille som en mus på næsten 80 meters afstand. Herefter sniger den sig langsomt ind på byttet, springer frem, slår det omkuld med sine store poter og brækker så nakken på eller kvæler det ved at bide fast om snudepartiet og lukke af for luftvejene. Byttet slæbes herefter i skjul, så lossen kan spise det i fred eller gemme det til senere. For at klare sig i det kolde klima, må lossen spise 1-2 kg kød om dagen.

Den europæiske los er en specialist, der næsten udelukkende spiser hovdyr som rådyr (Capreolus capreolus), moskushjorte (Moschus sp.) og gedeantiloper som gemsen (Rupicapra rupicapra). Den er dog også blevet set nedlægge byttedyr så store som wapitihjort (Cervus canadensis) og rensdyr (Rangifer tarandus), selvom den foretrækker dem, der er lige tand mindre. En sjælden gang imellem suppleres føden også med ræve, kaniner og harer – selv fisk ryger ned. Lossen er nemlig en ganske udmærket svømmer og afskyr ikke vand som så mange andre katte.

Mængden og tilgængeligheden af føde afgør, hvor stort et territorie lossen har. Jo flere byttedyr, jo mindre territorie. Så det kan variere urolig meget (20-450 km²). Dog er hannens territorie ofte større end hunnens. Både han og hun markerer sit territorie med urin, fæces og skrabemærker på træerne, så der ikke hersker tvivl om, hvem der er ejermand.

I store dele af lossens udbredelsesområde lever den side om side med tre andre store rovdyr, ulven (Canis lupus), brunbjørnen (Ursus arctos) og jærven (Gulo gulo), men da ingen af dem konkurrerer direkte om føden, er deres sameksistent som regel fredelig. Det er dog sket, at både ulven og jærven har dræbt lossen, men det hører absolut til sjældenhederne. Faktisk har den europæiske los ingen naturlige fjender, og som for så mange andres arters vedkommende, skal årsagen til dens tilbagegang findes i mennesket!  

For os mennesker kan det være svært at forstå, at der findes dyr, der lever alene i størstedelen af sit liv. Lossen er en af disse såkaldte solitære dyr. Han og hun mødes kun i ynglesæsonen, der ligger fra februar til april og altså er timet således, at ungerne fødes under de mest gunstige betingelser, så de har større chance for at vokse sig store og stærke inden vinteren.  

Hunnen annoncerer, at hun er klar til at blive parret, ved at afsætte duftmærker og udsende et højlydt parringskald ”miiaaaav”, der besvares med et dybt ”growl” af områdets hanner. Og så gælder det ellers om at få fart på, da hunnen kun er frugtbar i 3 dage i hele ynglesæsonen. Hannen og hunnen parrer sig gerne gentagne gange, men så snart hunnen ikke har ægløsning længere, går de hvert til sit, og hunnen tager sig herefter af alt, der hedder yngelpleje. Udover parringskaldet er den europæiske los meget stille og bruger primært duft, ansigts- og kropssprog til at kommunikere med. De kan dog sige nogenlunde samme lyde som en huskat – ja, den kan endda spinde!

Den europæiske los er drægtig i 67-74 dage, hvorefter der fødes 2-3 unger (dog op til 5). De nyfødte unger har lukkede øjne og vejer kun omkring 300 gram, så de er meget sårbare og helt afhængige af deres mor i den første tid. Hun gemmer dem derfor i et hult træ eller lignende, så de ikke frister områdets øvrige rovdyr. Ungerne fravænnes efter 4-5 måneder, bliver selvstændige efter 10 måneder men forbliver som regel sammen med moderen, indtil de er 1 år gamle. Herefter drager de afsted på egen hånd – til tider i selskab med sine søskende. Efter endnu 1-2 år bliver de kønsmodne (hunnerne først) og er klar til at stifte sin egen familie. I naturen bliver den europæiske los ikke meget mere end 17 år gammel, mens den i fangenskab kan nå en alder på helt op til 24 år.

Relation til mennesker

Mennesker og store rovdyr kan være en sprængfarlig cocktail, når de lever i samme område. Det kan lossen bevidne. Den var i årtier jagt vildt – dels for sin smukke pels, men i høj grad også på grund af (ubegrundet) frygt. Frygt for angreb på både mennesker, deres husdyr og dermed levevej. En overgang blev man ligefrem belønnet flere steder i Europa for at skyde en los – en praksis, der i dag er ulovlig i de fleste af de 46 lande, den lever i. Den europæiske los har da heller ikke ry for at angribe hverken mennesker eller kvæg (eller andre husdyr for den sags skyld). Faktisk er den meget sky og holder sig som regel på sikker afstand af områder, hvor der lever mennesker.

Den store befolkningsvækst satte yderligere pres på arten, der nu mistede sine levesteder, og den var tæt på at blive udryddet i Europa i første halvdel af 1900-tallet. Den europæisk los foretrækker at leve i tætte skovområder, hvor den i skjul af vegetationen kan forfølge og snige sig ind på sit bytte. Da det ikke er usædvanligt for lossen at bevæge sig helt op til 20 km under en jagt, er den afhængig af store, sammenhængende skovområder. Og jo flere mennesker, vi bliver, jo færre bliver der af disse. I forlængelse heraf bliver der også færre byttedyr. Ikke kun på grund af manglende levesteder men også i høj grad fordi, vi mennesker, ligesom lossen, synes, at hjortekød smager fortrinligt og derfor tager vores del af ”kagen”.  

Et andet problem ved befolkningsvæksten, og den skovfældning den resulterer i, er, at risikoen for indavl blandt den europæiske los øges. Når et stort, sammenhængende skovområde deles op i mindre stykker, fører det ofte til små, genetisk isolerede bestande. Men i hvor høj grad det påvirker den samlede bestands fitness, vides ikke.  

Det er heldigvis også godt nyt!

I starten af 1970erne blev et stort og vidtrækkende rehabiliteringsprojekt igangsat og love indført til at beskytte lossen, hvilket for alvor fik vendt den negative udvikling til noget positivt. Den europæiske los var på det tidspunkt erklæret uddød i flere europæiske lande. En af succeshistorierne stammer fra det sydlige Slovenien, hvor en lille håndfuld dyr bestående af tre hanner og tre hunner fra Zoo Ostrava blev sat fri i Kočevski Rog regionen. Disse fik hurtigt etableret sig, og ganske få måneder senere blev de første unger født. I de efterfølgende år voksede bestanden og bredte sig til flere af de omkringliggende lande. Flere andre lande har også forsøgt at reintroducere lossen – nogle med mere succes end andre. Og hvem ved, måske vi også i Danmark i fremtiden kan være heldige at møde denne smukke kat?