Biologi
Den elektriske ål er på mange måder en fisk helt for sig selv. På trods af navnet er den ikke nært beslægtet med ægte ål men snarere med neotropiske knivfisk (Gymnotiformes). Den stammer oprindeligt fra de nordøstlige dele af Sydamerika, hvor den lever i mudrede og mørke vande med masser af skygge. Den træffes ikke alene i floderne men også i søer og vandhuller.
Gællerne hos denne fisk er svagt udviklede, og iltoptagelsen foregår derfor hovedsageligt gennem et særligt slimparti i mundhulen. Dette betyder, at den elektriske ål er i stand til at leve i selv meget iltfattigt vand, da den altså opnår op til 80 % af ilten via luftånding. Det betyder derfor også, at den jævnligt må op til vandoverfladen for at trække vejret. Har den ikke adgang til overfladens luft, vil den ganske enkelt drukne. Hvor ofte, den elektriske ål skal op for at trække vejret, afhænger af dens aktivitetsniveau og vandets temperatur og iltindhold - det kan svinge fra én gang i minuttet til 3-4 gange i timen.
Også fisken ryg-, bug- og halefinne er stærkt reducerede eller helt manglende. Til gengæld er gatfinnen meget lang og forstørret, og fisken svømmer med bølgeformede bevægelser af denne. Ved at vende bølgebevægelserne er den elektriske ål i stand til at svømme baglæns med stor færdighed.
Den elektriske ål kan blive meget stor. Går det godt, kan den nå en længde på op til 2.5 m og veje næsten 20 kg. Indvoldene fylder kun meget lidt i dyret, faktisk kun 20 % af fisken, og gatåbningen er anbragt umiddelbart bag hovedet eller på hovedets underside. Dette skyldes, at hele den bagerste del af kroppen udfyldes af det elektriske organ, der består af omdannede muskelceller. Som navnet indikerer, er den elektriske ål i stand til at producere bioelektricitet ved hjælp af disse.
I modsætning til andre elektroål, nøjes den elektriske ål ikke med at anvende svage, elektriske udladninger. En stor elektrisk ål kan udsende strømstød på over 650 volt og ¾ ampere. Selvom strømstødet er kortvarigt, er det tilstrækkelig stærkt til at dræbe mindre byttedyr eller bedøve eller lamme større dyr. Fisken selv tager ikke skade på trods af, at den mangler skæl. Kroppen er i stedet dækket af tykt lag beskyttende slim, der forhindrer fisken i at få stød.
Det elektriske organ består hos den elektriske ål af tre forskellige delelementer kaldet Sachs-, Main- og Hunters organet. I modsætning til Main- og Hunters organet udsender Sachs organet en ganske svag strøm, som den elektriske ål bruger, når den skal finde rundt og identificere fremmede objekter – en vigtig egenskab, idet den har et meget svagt syn.
Sachs organet bruges desuden til at opspore byttedyr, der oftest består af mindre fisk, krebsdyr og hvirvelløse dyr. Når byttedyret er lokaliseret, går den elektriske ål i stedet over til at bruge en meget mere kraftigt strøm til fange byttet. Denne stærkstrøm produceres af de to øvrige elektriske organger, Main- og Hunters organet. Det elektriske stød dræber som regel ikke byttedyret men lammer det, hvilket gør det lettere for den elektriske ål at spise det. Den mangler nemlig tænder i overmunden, hvorfor det kan være svært at fastholde og sluge et kæmpende bytte. Den elektriske ål bruger også stærkstrømmen til at forsvare sig med, når den føler sig truet, da en så stor spænding er nok til at skræmme de fleste glubske rovdyr væk.
Svømmeblæren hos den elektriske ål er delt i to kamre, hvoraf det forreste er forbundet til et indre øre via en serie af små knogler afledt af nakkehvirvlerne. Dette gør, at fiskens høresans er særdeles veludviklet i modsætning til dens syn. Svømmeblærens bagerste kammer løber ned langs hele kroppen og bruges til at skabe opdrift som hos mange andre fisk.
Når han og hun skal blive til flere, hvilket typisk sker, når vandstanden er lav i den tørre periode, bygger hannen en slags rede af spyt. Heri lægger hunnen op til 17.000 æg. Ungerne klækkes ikke med evnen til at producere et stød på 650 volt. De er dog ikke helt harmløse, da ganske unge individer er i stand til at afgive et stød på op til 100 volt.
