Biologi
Dværgsilkeaben er verdens midste abe. Når den er fuldvoksen vejer den mellem 80-120 g og er 12-15 cm lang med en hale på 20 cm.
Disse små aber lever oppe i trætoppene. Her lever de hovedsageligt af plantesaft fra træerne men også af insekter. Plantesaften får de fat i ved at gnave små huller i barken og slikke saften i sig. I deres territorium besøger de, de samme huller i træerne ofte for at holde dem åbne. For at holde andre dværgsilkeaber væk markerer de området med lugte.
De lever i små familiegrupper, der består af et forælderpar og deres unger. Det er faren, der bærer rundt på ungerne og passer dem. Det er kun, når ungerne skal have mælk, at moren træder til. De voksne unger i familien får ikke unger. Det skyldes, at de ikke bliver kønsmodne, så længe de er hos deres forældre. Først når de forlader familien, bliver de kønsmodne og kan stifte deres egen lille familie.
Medlemmerne i en familiegruppe kommunikerer med hinanden ved hjælp af højfrekvente lyde og skrig og med ansigtsudtryk. De advarer hinanden, hvis der er fare på færde og kalder på hinanden, hvis de har fundet mad.