Biologi
Du kender nok historien om det modige desmerdyr Rikki Tikki Tavi, der i Rudyard Kiplings ”Junglebogen” (1894) tager kampen op mod de to kobraslanger Nag og Nagaina for at beskytte sin familie – vel vidende at de er meget farlige. Desmerdyr er kortbenede, langstrakte rovdyr, der lever i de tropiske og subtropiske områder af Afrika (herunder Madagaskar), Asien og det sydvestlige Europa. Der findes 66 arter – den største er zibetkatten (Civettictis civetta), der kan blive op til 146 cm lang og veje 13 kg, mens den mindste er dværgmangusten, der kun bliver 30-45 cm lang og vejer mellem 200-400 gram.
Dværgmangusten er et lille, finurligt rovdyr, der lever i det centrale og sydøstlige Afrika. Faktisk er den Afrikas mindste rovdyr. Den trives i mange forskellige typer af miljøer i op til 2.000 meters højde men undgår generelt tæt skov og meget tørre og golde områder. Dværgmangusten lever i familieflokke på op til 30 dyr. Der hersker et strengt hierarki mellem familiemedlemmerne. Familien ledes af en gammel, dominerende hun, der er højst rangerende i hierarkiet, og hendes mage. Det indbyrdes hierarki mellem de øvrige flokmedlemmer er lidt specielt, da yngre medlemmer har højere status end ældre.
Dværgmanguster er monogame. Det betyder, at han og hun bliver sammen resten af livet, når de først har dannet par. Det dominerende par er det eneste par, der yngler i flokken. Hunnen er drægtig i 50-55 dage. Der fødes som regel 2-4 unger i et kuld, og de kommer gerne til verden i regntiden fra november til maj. Ungerne dier i 40-50 dage og bliver først kønsmodne, når de er 3 år gamle.
De øvrige flokmedlemmer kommer ikke i brunst og får derfor ikke unger. Til gengæld hjælper de med at passe og pleje ungerne. Hunner, der ikke selv har fået unger, er endda i stand til at producere mælk til førerhunnens unger. Ungerne bliver som regel i flokken i lang tid. Først når førerhunnen dør, går familien i opløsning. Hvert medlem drager da ud på egen hånd i håb om at finde en mage, de kan stifte familie med. Unge, kønsmodne hanner kan dog finde på at forlade flokken inden da.
Dværgmanguster er meget territorielle. Hver flok har et territorium på op til 2 hektar, som medlemmerne af flokken gør deres ypperste for at forsvare. Og der hersker ikke tvivl om, hvem der bestemmer hvor. Dværgmangusten har både analkirtler og duftkirtler på kinderne, hvilke bruges flittigt til at duftmarkere territoriet. Samtidig sidder førerhannen ofte på toppen af et termitbo dagen lang for at spejde og holde øje med potentielle fjender. Dværgmanguster er vågne om dagen, mens de om natten sover inde i termitboer eller hule træstammer.
Netop termitter er dværgmangustens yndlingsspise. Den tager dog også gerne andre insekter, orme, æg og smådyr som fugle, gnavere, firben og endda små slanger. Nogle arter af manguster er kendt for at dræbe og spise selv giftige slanger. Men hvordan overlever de mødet med disse potentielt farlige dyr? Dels er manguster lynhurtige og undgår derfor ofte at blive bidt. Derudover beskytter deres tykke pels dem til en vis grad. Men vigtigst er, at de har nogle særlige acetylcholinreceptorer i musklerne, der gør det meget svært for giftmolekylerne at binde sig fast og gøre skade. Manguster kan således tåle en meget høj dosis slangegift sammenlignet med andre dyr.