Dumerilvaran

Varanus dumerilii

Dumerilvaranen er et stort firben, der kan blive op til halvanden meter lang. Den lever af æg, krabber, andre firben, ja stort set alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Biologi

Dumerilvaranen er en middelstor, kraftig varan med et markant hoved, lang hale og kraftige kløer, der blev opdaget af den franske herpetolog A.M.C. Dumeril – heraf navnet dumerilvaran. Voksne individer af denne art er lysebrune med mørke tværbånd på ryggen, mens ungerne har en mere iøjenfaldende farvetegning.

I modsætning til de voksnes mere afdæmpede farver, har ungerne en meget speciel gul kropsfarve med sorte striber og orange hoved. Hvorfór, vides ikke med sikkerhed, men i naturen er kombinationen af farverne gul og sort typisk et tegn på, at dyret er giftigt. Den mest sandsynlige forklaring på ungernes farve er derfor, at de med deres farve narrer fjenden til at tro, at de er giftige, hvorved fjenden lader være med at spise dem. Flere forskere har også bemærket en vis visuel lighed mellem dumerilvaranens unger og unger fra den meget giftige kongekobra.

At ”kopiere” et giftigt dyrs farver er ikke ualmindeligt og ses blandt andet hos den ugiftige mælkesnog, der til forveksling ligner den meget giftige koralslange. Om dette eksempel også er gældende for dumerilvaranen er dog uvist. Når ungerne er omkring 3 måneder gamle, skifter de farve til de voksnes gråbrune farve.

Når det gælder fødesøgninge, er mange varanarter blevet set samarbejde indbyrdes. Nilvaraner (Varanus niloticus) er et godt eksempel herpå. De jager ofte to og to, hvilket foregår på den måde, at én nilvaran lokker en hunkrokodille væk fra hendes rede, mens en anden nilvaran åbner reden og spiser æggene. ”Lokkeduen” vender kort efter tilbage for også at deltage i dette lækre måltid. Om denne adfærd også findes hos dumerilvaraner er ligeledes uvist.

Én ting er dog sikkert: Dumerilvaranen er kendt for dens hang til krabber. Når den har fanget en krabbe i floden, bringer den krabben op på land, stiller sig på skjoldet og bider krabbens ben af ét for ét. Bagefter knuser den skjoldet og æder resten af krabben.

Dumerilvaraner befinder sig rigtig godt i vand og er udemærkede svømmere. Som en tilpasning til deres preference for krabber kan dumerilvaraner forsegle deres næsebor, når de leder efter disse under vand. Deres tænder er derudover som skabt til at pierce skjoldet på en krabbe. Dumerivaraner bruger også sine tænder og kraftige kæber, når de skal forsvare sig mod andre rovdyr. Derudover kan de svinge med den muskuløse hale, hvilket eftersigende skulle gøre ligeså ondt som at blive ramt af en pisk.

Relation til mennesker

Dumerilvaranens slægtnavn "Varanus" stammer fra det arabiske ord "waral", som kan oversættes til "overvåger". Det er blevet foreslået, at dumerilvaraners tendens til at stå på deres bagben og "overvåge" deres omgivelser har givet grobund for det oprindelige arabiske navn.

Ifølge legenden skulle disse øgler eftersigende advare folk, når der er krokodiller i nærheden, og af denne grund er det forbudt at fange eller dræbe dumerilvaraner i mange asiatiske lande. Det er dog ikke alle, der er glade for dem nu til dags, idet de kan være en stor plage i hønsegården.

Indtil for få år siden var dumerilvaranen et populært "kæledyr". Man kunne finde dem til salg mange steder. På grund af at de er svære at få til at yngle, er de blevet mere og mere sjældne. Det er endnu uvist om dumerilvaranen er truet, eller om de bare lever en skjult tilværelse i regnskovene i Asien. De er i hvert fald blevet en fredet dyreart.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)