Biologi

I Rio Motagua dalen i det østlige Guatemala lever et dyr, du ikke finder andre steder i verden. Med under 200 individer tilbage i naturen, er Charlesbogerti vorteøglen et af verdens mest sjældne dyr. Til sammenligning findes der omkring 1.600 vildtlevende kæmpepandaer!

Denne prægtige øgle blev opdaget så sent som i 1984. Den blev navngivet efter herpetolog Charles M. Bogert og er, sammen med de øvrige arter af vorteøgler, den eneste nære slægtning til den mere kendte gilaøgle. Charlesbogerti vorteøglen er den mindste af vorteøglerne. Den kan blive op til 75 cm lang, og hannerne er gerne en smule større end hunnerne. Den tykke hale udgør næsten halvdelen af kropslængden og fungerer som et ”fedtlager”, vorteøglen kan tære på i mangelfulde tider – på samme måde som kameler lagrer fedt i deres pukler. En vorteøgle med en meget tyk hale kan således leve længe uden mad ved blot at tære på fedtreserverne.

Vorteøglens krop er dækket af små, perleformede skæl. Noget, der er lidt specielt hos vorteøglen, er, at der i hovedregionen under hvert af disse skæl er en lille, fortykket knogleudvækst – en såkaldt osteoderm. Kraniet har med andre ord en ”nubret” overflade og yder sammen med de læderagtige skæl en effektiv beskyttelse af hovedet.

Vorteøglen er desuden udstyret med giftkirtler, der udmunder i den forreste del af undermunden. Den har dog ikke specialiserede gifttænder som visse giftslanger, og den må derfor tygge giften ind. Giften er en såkaldt hæmotoksin, der nedbryder væv. Den er ikke voldsomt kraftig men kan alligevel få de fleste større rovdyr til at opgive at sætte tænderne i vorteøglen, da biddet eftersigende skulle være uhyre smertefuldt. 

Om giften udelukkende bruges til forsvar, eller om den også anvendes til byttefangst, er fortsat et omdiskuteret emne. Vorteøglen lever af æg fra fugle og andre krybdyr samt mindre pattedyr, fugle, firben, frøer og insekter – den er ikke kræsen! Vorteøglen jager om natten, og selvom den ikke kan se noget i mørket, er det intet problem at finde frem til byttet. Den har nemlig, ligesom slanger og andre øgler, udviklet en særlig lugtesans. Med tungen opsamler den duftstoffer, der føres op til et specielt sanseorgan i ganen, der kaldes det Jacobsonske organ. Den kan med andre ord lugte med tungen!

Når vorteøglen er 2-3 år gammel, er tiden inde til at stifte familie. Ynglesæsonen ligger i februar-marts måned, og i denne periode kan der opstå voldsomme slåskampe mellem hannerne, der alle håber på at vinde hunnernes gunst. Lykkes det, graver hunnen efter parringen et 10-15 cm dybt hul i jorden, hvori der lægges op til 13 aflange æg. Hun dækker herefter reden til og forlader den – ungerne må klare sig selv! Æggene klækker efter godt seks måneder. De nyklækkede unger måler kun omkring 20 cm, men bortset fra størrelsen ligner de de voksne til forveksling. De gullige pletter og striber på kroppen er dog ofte en smule mere kraftige i farven hos ungdyrene.

Relation til mennesker

Charlesbogerti vorteøglen er i dag et af verdens mest sjældne dyr. Hvorfor, det er gået så galt, som det er, skyldes flere faktorer. Dels forsvinder flere og flere af dens naturlige levesteder, da skoven fældes for at gøre plads til at dyrke jorden. Det betyder også, at mange af de byttedyr, vorteøglen spiser, bliver færre og færre.

Der har desuden været en del overtro forbundet med Charlesbogerti vorteøglen, hvilket har efterladt lokalbefolkningen med en indædt frygt for disse særprægede øgler. Selvom det er strengt forbudt, bliver de ofte slået ihjel på den bekostning. Ifølge gammel overtro skulle vorteøglen kunne udsende lyn og således gøre stor skade med halen, og den har derfor fået tilnavnet ”skorpionøglen”. Der er også de, der mener, at gravide kvinder kan miste deres ufødte barn, hvis blot de kigger på vorteøglen. Det mest sejlivede rygte er dog, at vorteøglen skulle være langt mere giftig end de berygtede klapperslanger. Det er dog, som tidligere nævnt, langt fra tilfældet.

Faktisk kan giften være ganske nyttig for os mennesker. Vorteøglens gift indeholder nemlig flere enzymer, der har vist sig at være gavnlige i behandlingen af sygdomme som diabetes, Alzheimers og HIV. Der forskes derfor til stadighed i, om det er muligt at fremstille nye og bedre typer af medicin til ovenstående sygdomme ved at studere vorteøglens gift.