Blågul ara

Ara ararauna

Der findes et utal af utrolig smukke papegøjer fra de helt små dværgpapegøjer på mindre end 9 cm til de store hyacinth araer på over 100 cm, men én af de smukkeste må næsten være den blågule aran. Med en længde på 80 cm og et imponerende vingefang på 100 cm, hører den blågule ara blandt verdens største papegøjer.

Biologi

Der findes et utal af utrolig smukke papegøjer fra de helt små dværgpapegøjer på mindre end 9 cm til de store hyacinth araer på over 100 cm, men én af de smukkeste må næsten være den blågule aran. Med en længde på 80 cm og et imponerende vingefang på 100 cm, hører den blågule ara blandt verdens største papegøjer.

I forhold til andre ara arter har den blågule ara ry for at have et lunefuldt temperament og et yderst omskifteligt humør. Specielt i brunstperioden kan den blive en ”smule” arrige, og fanger man den på en dårlig dag, kan det gå grueligt galt. Araens næb er nemlig ikke sådan at spøge med, da det er specialiseret til at knuse selv de hårdeste frø og nødder, som var det blød smør.

Man måler et dyrs bidekraft i enheden atmosfære (atm). Krokodillen er dét dyr, der besidder den største bidekraft af alle med et bid på hele 340 atm skarpt efterfulgt af de store ara papegøjer, der har et bid på 136 atm. For at sammenligne har en pittbull terrier et bid på 83 atm, løve 69 atm, hvidhaj 27 atm, rottweiler 23 atm og endelig os mennesker på en sidsteplads med et bid på sølle 10 atm. Så uanset hvor fredelig en blågul ara end synes at være, er det en meget dum idé at stikke fingrene ind i næbet på den, da den kan bide fingeren af dig uden problemer.

Arapapegøjers føde består som sagt af frø og nødder, men en ligeså stor del af føden udgøres af frugt og bær – selv giftige frugter og bær. Årsagen til, at araerne ikke bliver syge af at spise disse, er, at de har for vane at spise ler fra floderne. Leret neutraliserer tilsyneladende de giftstoffer disse ofte umodne frugter og bær indeholder. Leret er desuden en vigtig mineralkilde for disse smukke papegøjer. 

At bide helt usandsynlig hårdt er ikke det eneste, som den blågule ara er god til. Ligeså hårdt som den kan bide, ligeså højt kan den skrige - en egenskab der har givet mange kæledyrsejere grå hår i tidens løb. Den blågule ara er monogam (dvs. lever i ét fast par gennem hele livet), og de højlydte og meget skingre skrig bruges i naturen til at styrke båndet mellem to individer i et par.

Araerne skriger primært tidligt om morgenen og tidligt på aftenen men er heldigvis forholdsvis stille i mellemtiden. Skrigene er meget simple og på ingen måde melodiske som hos mange andre fugle. Det betyder dog ikke, at den blågule ara ikke kan ”synge” og lære at tale.

Faktisk regnes den for at være blandt de mest intelligente fugle, der findes, og den er i stand til at lære i nogle tilfælde langt over 15-20 ord og kan blive rigtig god til at efterligne lyde. Dét at lære ord og efterligne lyde er dog udelukkende en adfærd, der ses i fangenskab og er aldrig er blevet dokumenteret i naturen.

Relation til mennesker

Den blågule ara har ingen økonomisk betydning for mennesket som sådan, idet den hverken spiller en væsentlig rolle i forbindelse med frøspredning eller har en betydelig negativ effekt på landmændenes og plantageejernes afgrøder. Det hænder dog i ny og næ, til landmændenes store fortvivlelse, at den får smag for disse menneskabte forråd, men det bliver ikke betragtet som værende et overordnet stort problem i Sydamerika.

Den blågule ara er til gengæld, ligesom andre arter af ara papegøjer, elsket verden over som selskabsdyr pga. dens smukke ydre og evne til at lære at tale. Den er meget legesyg og knytter et stærkt bånd til sin ejer. Til gengæld er den meget krævende i forhold til burforhold (dens muskler kan svinde ind, hvis den ikke har muligheden for at bruge dem), hygiejne, psykisk- og fysisk stimulering, opmærksomhed, og så er der jo lige det med lydniveauet!

Den blågule ara larmer utrolig meget – specielt hvis den keder sig. Og så har den en tendens til at hærge og rasere alt, hvad dens enormt kraftfulde næb kommer i nærheden af. Så noget velegnet børnekæledyr er den bestemt ikke, men med den rette opdragelse kan den blive et rigtig godt selskabsdyr for voksne, som i så fald får en ven for livet. Den blågule ara kan nemlig blive op til 50-60 år gammel, så man skal tænke sig grundigt om, inden man anskaffer sig sådan en.

Den blågule ara har ligesom andre papegøjer et stort og krumt næb.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)