Asiatisk dværgodder

Aonyx cinerea

Dværgoddere er sociale, nysgerrige og lærenemme dyr, der trofast følger lederen af den flok, de lever i. Dette har gjort det muligt for malaysiske fiskere at træne dem til at arbejde for sig – ligesom vi i Danmark træner hunde til at udføre politiarbejde eller som hjælp til blinde. Dværgodderen dykker ned og fanger fisk på kommando, som den afleverer til fiskeren for en godbid.

Biologi

Den asiatiske dværgodder er på mange områder en unik lille skabning. Blandt de 13 arter af oddere, der findes på verdensplan, er den med sine kun 3-6 kg den mindste og mest særprægede af arterne. Dværgodderen adskiller sig bl.a. ved stort set at mangle svømmehud mellem tæerne på trods af, at den tilbringer en stor del af sit liv i vand. Dens lange, strømlinede krop gør den dog til en særdeles god svømmer alligevel.

Udover at mangle svømmehud mellem tæerne, er dværgodderens kløer så små, at de kun lige dækker det øverste af fingerspidserne – ligesom neglene hos os mennesker. De to ting til sammen gør dværgodderens fingre meget fleksible og følsomme. Og netop fingrene er ét af dværgodderens vigtigste redskaber, når den skal finde føde.

Dværgodderen er ikke kræsen men foretrækker at spise muslinger, krebsdyr og snegle, som den finder ved at rode i mudderet med poterne. De følsomme fingre gør det muligt at skelne mellem muslinger og sten. Når dværgodderen finder en musling, svømmer den straks ind på land og lægger den i solen. I den bagende sol går der ikke mange minutter, før muslingen dør og derfor åbner sig. På denne måde undgår dværgodderen at få fingrene i klemme i forsøget på at åbne muslingen selv. Det er dog heller ikke ualmindeligt at se dværgodderen bruge sine kraftige kæber til at knuse de hårde muslingeskaller, hvorefter indholdet skylles og spises.

Den særlige teknik, som dværgodderen bruger til at finde og åbne muslinger, går i arv fra generation til generation. I naturen oplæres ungerne med andre ord af deres forældre. Unger, der vokser op uden forældrenes oplæring, vil kun sjældent være i stand til at fange vandlevende føde, og de vil derfor i stedet søge føde på land.

Når man som dværgodderen tilbringer en stor del af sit liv i vand, er det en fordel at have en tyk pels – selv i den tropiske regnskov. Dværgodderens pels består af to lag hår - et indre lag med tætte, bløde hår, samt et ydre lag med stive hår, hvori der bindes luft. Der kan være op til 70.000 hår pr. cm2. Til sammenligning har et menneske på hovedet kun omkring 120 hår pr. cm2. Dværgodderens pels sikrer således, at vand og kulde aldrig trænger ind til huden.

Dværgoddere lever i små familiegrupper på op til 12 dyr. I gruppen er der kun ét par, der yngler, mens resten af flokken hjælper til med at passe ungerne. Udover at bruge en lang række lyde, har dværgodderen en lidt speciel måde at kommunikere på: Den bruger lort! Dværgodderen går på toilettet adskillige gange i løbet af dagen, så de andre medlemmer i flokken altid kan se eller lugte sig frem til, hvor den er!

Relation til mennesker

Dværgodder er en populær gæst blandt den malaysiske lokalbefolkning, hvis hovedindtægt stammer fra risdyrkning eller fiskeri. I Østen angribes rismarker ofte af en særlig art landkrabbe, der ødelægger afgrøderne. Dværgodderen ynder at spise disse krabber, og den hjælper dermed bønderne indirekte med at få høsten i hus.

Også lokale fiskere drager stor nytte af dværgodderen og dens nysgerrige væsen. Selvom den foretrækker at spise muslinger og krebsdyr, er den rigtig god til at fange fisk, hvilket har fået fiskerne til at træne den til at fange fisk for sig. Dværgodderen dykker ned og fanger en fisk, som den afleverer til fiskeren for en godbid. Det er heldigt for fiskeren, at dværgodderen ikke er klog nok til at regne ud, at de laver en meget dårlig byttehandel. 

Asiatisk dværgodder

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)