Biologi
Dybt inde i den tætte, indonesiske regnskov på øen Java lever et dyr så lille og sky, at det for alt i verden undgår at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Det er stille som en mus, bevæger sig kun sjældent ud i åbne områder, og når det gør, er det som regel kun i skumringen, når solen går ned, og mørket begynder at falde på. Der er derfor ikke meget viden at finde om den asiatiske dværghjort, der med sine kun 1-2 kg, en skulderhøjde på 30 cm og ben så tynde som blyanter betragtes som en af verdens mindste hjorte.
Noget ved vi dog! Og det er, at trods sin størrelse er dværghjorten ikke forsvarsløs – slet ikke!
Den er ganske vist lille, men den er listig og har forskellige taktikker til ikke at blive opdaget af sine fjender. Og fjender er der nok af, når man er så lille som dværghjorten og lever i et af verdens mest artsrige områder: Slanger, krokodiller og andre store krybdyr, rovfugle, katte, hunde og ikke mindst mennesket, hvor sidstnævnte udgør den største trussel, hvilket vi vender tilbage til senere.
Men hvad gør den så? Dels holder den sig næsten udelukkende til den tætte underskov, hvor dens farver og aftegninger får den til at falde i ét med omgivelserne, og hvor andre, større og potentielt farlige dyr har svært ved at begå sig. Faktisk er dværghjorten kendt for at lave en form for tunnelsystem i vegetationen, som den hurtigt kan flygte til og skjule sig i, når den føler sig truet. Det er også i disse tunneller, at dværghjorten søger hen, når den skal sove – med mindre den kan finde et hult træ, hvilket er en anden, yndet soveplads.
En anden smart adfærd er at ”fryse”, altså stå fuldstændig stille, hvis en fjende kommer for tæt på. Mange rovdyr reagerer nemlig på bevægelse, så at stå HELT stille kan for dværghjorten betyde, at rovdyret ikke opdager den, selvom de er ganske tæt på hinanden.
Skulle det komme til en konfrontation, tyer dværghjorten til en helt anden taktik. For den giver ikke op uden kamp! Den løfter halen, blotter den hvide underside og begynder at stampe voldsomt i jorden helt op til 7 gange i sekundet, så det nærmest lyder som en trommehvirvel – alt sammen i et forsøg på at skræmme fjenden væk. Virker det ikke, bruger den som en sidste udvej sit hemmelige våben, nemlig to lange, sylespidse ”stødtænder”. Trods sit navn bærer dværghjorten ikke gevir, men hannen hos denne art har altså til gengæld to særlige tænder i overmunden, der kan resultere i alvorlige sår. Hunnen mangler disse særlige tænder og kan derfor ikke forsvare sig på denne måde.
Hannens stødtænder bruges ikke kun til at forsvare sig mod rovdyr. Han bruger dem også til at jage rivaler ud af sit territorie og væk fra sine hunner. Selvom dværghjorten danner monogame familiegrupper, går de ofte rundt på egen hånd og lever en for os mennesker ensom tilværelse.
Han og hun ligner hinanden bortset fra, at hannen er en smule større og altså er i besiddelse af de særlige stødtænder. Hannen er desuden meget dominerende og bruger en del energi på at markere sit op til 5,9 hektar store territorie med et sekret, der udskilles af en duftkirtel under hagen, samt urin og afføring. Han er heller ikke bleg for at markere sine hunner på samme vis, så der ikke hersker tvivl om, at det er HANS ”damer”. Charmerende? Ikke ligefrem! Men det virker! Hunnerne har også territorier, men de er ofte mindre end hannernes - 4,3 hektar i gennemsnit.
Dværghjorten yngler året rundt (med et peak i november og december) og får efter en drægtighedsperiode på 4,5 måneder en enkelt unge. Hunnen er i stand til at blive genparret allerede 85-155 minutter, efter hun har født og kan i princippet blive ved med at yngle, indtil hun dør.
Den nyfødte unge vejer 300-400 gram og er en miniatureudgave af de voksne. Dog udvikles hannernes stødtænder først senere og er altså ikke til stede ved fødslen. Allerede efter 30 minutter kan ungen stå og gå selv, og efter 2 uger begynder den at spise fast føde. Den fravænnes dog først efter 3 måneder, og bare 2 måneder senere bliver den kønsmoden (uanset køn) og i stand til selv at stifte familie. Hvor gammel dværghjorten bliver i naturen, er uvist, men i fangenskab bliver den typisk op til 14 år gammel.
Men hvad spiser sådan en størrelse så?
Dværghjorten er en såkaldt drøvtygger, der lever af blade, skud, buske, svampe og nedfalden frugt. Ligesom andre drøvtyggere har den flere maver og fordøjer føden i trin – først ved at spise råmaterialet, tygge godt og grundigt på det og blande det med spyt, sluge det og lade det ”marinere” i den første mave, hvor bakterier og mikroorganismer nedbryder cellulose og andre hårde plantedele.
Der er ikke noget, der skal gå til spilde, så for at få fuldt udbytte af føden, gylpes det op igen efter noget tid, og processen gentages. Det lyder helt vildt ulækkert at skulle tygge på og spise sit eget opkast! Men det er altså ret smart, for det gør dværghjorten og andre drøvtyggere i stand til at spise og fordøje fødeemner, andre må gå udenom.
