Biologi
Med det udseende er det ikke svært at forestille sig arapaimaen svømme rundt blandt dinosauer og andre forhistoriske dyr. Og meget tyder på, at netop det scenarie har udspillet sig, idet der er fundet 150 millioner år gamle fossiler af den.
Arapaimaen blev først beskrevet af Georges Cuvier i 1817 og blev dengang kaldt ”det levende fossil” pga. dens meget specielle udseende. Den er uden tvivl blandt verdens største ferskvandsfisk, men hvor stor den egentlig kan blive, hersker der stor uenighed om.
I den første halvdel af 1800-tallet skulle der, ifølge legenden, være blevet indfanget et individ på over 4.5 m og godt 250 kg, hvilket dog aldrig er blevet bekræftet. Der ses jævnligt individer på omkring 3 m, men gennemsnits størrelsen er noget mindre, idet flertallet af arapaimaer ”kun” opnår en størrelse på 2 - 2.5 m og en vægt på 125-150 kg.
Arapaimaen, også kaldet pirarucuen, lever i Amazonas regnskovens floder, hvor iltindholdet er meget lavt pga. den høje temperatur og den store mængde organiske materiale, der findes her (visse steder er iltindholdet nede på 0.5 ppm). Som en tilpasning hertil ilter den sit blod vha. luft i stedet for vand. Arapaimaen har ingen egentlige lunger, men dens svømmeblære, som er rigt forsynet med blodkar, fungerer som en slags lunge, og i 10-20 minutters intervaller svømmer den op til overfladen for at trække vejret.
Også arapaimaens livscyklus er tilpasset et liv i Amazonasfloden og de sæsonmæssige oversvømmelser, der finder sted her. I regntiden kan vandstanden stige op til 15 m hvorved floden bliver op til næsten 30 km bredere end i tørtiden. Med så store svingninger er det vigtigt for arapaimaen at få lagt æggene på det helt rigtige tidspunkt, nemlig hvor vandstanden er lavest. Det er den fra februar til april, så i denne periode bygger arapaimaen en 50 cm bred og 15 cm dyb ”rede” i sandbunden, hvori æggene lægges.
Når vandet i floderne begynder at stige igen, passer det med, at æggene begynder at klækkes, hvilket er en stor fordel, da det nemlig er på denne tid af året, at det er nemmest for en lille fisk at finde alt den mad, der skal til for at vokse sig stor og stærk.
Yngelplejen hos disse store fisk er ganske stor. Som tidligere nævnt er iltindholdet i Amazonasfloden meget lav, og det er derfor af afgørende betydning at ”forældrene” sørger for at ventilere æggene, da de ellers vil gå til grunde pga. iltmangel. Når æggene klækkes, sørger ”forældrene” desuden for at holde styr på flokken ved at udsende kemiske signalstoffer (feromoner), som ungerne tiltrækkes af.
Arapaimaen er en rovfisk, som lever af andre fisk, krebsdyr m.m. Skulle der komme en fugl eller et mindre pattedyr forbi for at drikke af floden, kan arapaimaen også finde på at snuppe disse. Når arapaimaen spiser, går det så hurtigt, at de intetanende byttedyr nærmest ikke når at opdage, at de er ved at blive spist.
