Biologi
Agatudsen er en stor, robust tudse, ja faktisk én af verdens største. Den kan blive op til 24 cm lang og veje godt 2 kg – og lidt til! Ifølge Guinness rekordbog målte verdens største agatudse hele 38 cm fra snude til ”halespids” og vejede 2.65 kg. Den levede som kæledyr hos en svensk familie og blev kaldt ”Prinsen”.
Selvom agatudsen er en smuk og fascinerende tudse, skal man lade være med at kysse den i den tro, at den forvandler sig til en ung, smuk prins. Ligesom alle andre tudser er den nemlig giftig. Bag øjnene sidder to store parotoid kirtler, der udskiller en mælkehvid gift, når agatudsen føler sig truet. Giften er en såkaldt bufotoxin, og den er kraftig nok til at lamme og endda dræbe mellemstore pattedyr som hunde og katte. Der findes sågar tilfælde, hvor mennesker er døde af at spise agatudser, men det hører til sjældenhederne. Ikke desto mindre er bufotoxin i visse lande, som fx Australien, listet som et narkotikum på højde med heroin og cannabis.
Det er ikke kun de voksne agatudser, man skal holde sig fra at spise. Også agatudsens æg og haletudser er giftige. Så hvordan kan det være, at kun ca. 0.5 % af dem overlever til voksenstadiet? Årsagen er, at haletudserne mister evnen til at producere gift, så snart de begynder at udvikle ben. Først når haletudsen er blevet til en fuldt udviklet frø, begynder den at udvikle giftkirtler igen. I mellemtiden er den således uhyre sårbar.
Heldigvis er der nok æg og haletudser at tage af. En hun lægger typisk mellem 5.000 og 50.000 æg ad gangen, og det kan hun gøre to gange om året. I ynglesæsonen bevæger hannen sig ud i et vandhul og begynder at kvække højlydt. Det lyder næsten som en rumlen fra en motor! Føler en hun sig tiltrukket af lyden, svømmer hun ud til hannen og lader ham kravle op på ryggen, hvor han klamrer sig fast med forbenene. Her sidder han og venter på, at hun skal lægge sine æg, så han kan befrugte dem. Æggene lægges i én lang ”gelestreng” i vandet, og denne kan være helt op til 20 meter lang.
I modsætning til æggene og haletudserne, der er afhængige af vand, er den voksne agatudse meget tilpasningsdygtig og kan leve i et væld af forskellige habitater - både tørre og tropiske. Den hører hjemme i det sydlige USA, Mellemamerika og tropiske Sydamerika men er efterhånden blevet introduceret til en lang række lande verden over. At agatudsen kan klare sig næsten hvor som helst, skyldes dels dens læderagtige hud og store giftkirtler men også dens mildest talt sunde appetit. Den spiser næsten hvad som helst – dødt eller levende. Kan den stoppe det i gabet, bliver det spist! Selv mus og rotteunger kan ikke føle sig trygge, hvis der er en agatudse i nærheden.
Agatudsen er hovedsageligt aktiv om natten. Om dagen graver den sig enten ned eller sidder helt stille på jorden. Den kan være meget svær at få øje på, da den er godt kamufleret med sine brune og sorte farver. Bliver den alligevel opdaget, puster den sig op som en ballon for at se stor og farlig ud. Men den har også et andet og yderst effektivt forsvar: Den tisser!
Chokeffekten ved at få en stor pøl tis lige i hovedet kan ofte være nok til at skræmme selv den mest glubske fjende væk. Med ved at tisse bliver agatudsen også lettere. Den kan derfor hoppe længere end ellers, hvilket kan øge chancen for at slippe væk fra fjenderne. Og fjender er der nok af, selvom agatudsen som bekendt er giftig og derfor kan medføre kraftige hallucinationer og endda hjertestop. I oprindelsesområderne er det særligt den brednæsede kaiman (Caiman latirostris), visse slanger (fx Leptodeira annulata), ål og andre fisk samt større fugle som fx ibis, der ynder at spise agatudsen.
