Biologi
Den afrikanske oksefrø minder ikke om nogen anden frø. Alene dens størrelse vækker opsigt. Hannen kan veje op til 2 kg, mens hunnen er noget mindre. Dette er ganske atypisk, idet hunnen er størst hos langt de fleste arter af frøer. Oksefrøen er således én af verdens største frøer og overgås kun af goliathfrøen (Conraua goliath), der vejer 1 kg mere.
Det er dog ikke oksefrøens størrelse men snarere dens meget karakteristiske alarmkald, der har givet den sit navn. Når oksefrøen føler sig truet, udsender den et højlydt brøl, der let kan forveksles med brølet fra en okse. Den puster sig derudover op som en ballon for at se stor og farlig ud, men den har også et andet og yderst effektivt forsvar: Den tisser! Chokeffekten ved at få en stor pøl tis lige i hovedet kan ofte være nok til at skræmme selv den mest glubske fjende væk. Men ved at tisse bliver oksefrøen også lettere. Den kan derfor hoppe længere end ellers, hvilket kan øge chancen for at slippe væk.
Udover at være blandt Afrikas største frøer, er oksefrøen også blandt de mest tilpasningsdygtige og kan derfor overleve selv de mest barske miljøer. Visse dele af oksefrøens udbredelsesområde kan udtørre fuldstændig i årevis og opleve temperatursvinger mellem 38 °C i sommerhalvåret og ned til under frysepunktet om vinteren.
De kraftige bagben og skovlformede udvækster på oksefrøens fødder gør den effektiv til at grave. Når vejret raser, graver den sig ned i underlaget og smider adskillige lag af døde hudceller, som den bruger til at lave en massiv og stort set vandtæt kokon. Kokonen forhindrer oksefrøen i at dehydrere. Imens den ligger her, sænker oksefrøen sit stofskifte og går i dvale, hvilken kan vare i over et år, indtil mere gunstige betingelser dukker op igen.
Den afrikanske oksefrø har ry for at være lidt af en hidsigprop, hvilket især kommer til udtryk i ynglesæsonen. Her samles kønsmodne hanner i store grupper og kæmper med livet som indsats om hunnernes gunst. Det kan gå så voldsomt for sig, at de mindste rivaler ender i gabet på de største.
Når parringen har fundet sted og æggene lagt, er det hannens opgave at passe på æggene og de haletudser, der kommer ud af dem. Han vogter over sit afkom med liv og sjæl. Modsat de voksne oksefrøer, tåler hverken æg eller haletudser udtørring, så hvis vandhullet, som de opholder sig i, er ved at tørre ud, tager hannen ud for at finde et nyt. Herefter graver han en kanal fra det gamle til det nye vandhul og flytter alle ungerne. Det er et stort og meget energikrævende stykke arbejde, så det er ikke unormalt, at hannen finder på at spise en stor del af afkommet for at få energi til at passe resten!
Oksefrøen har i undermunden tre store ”hugtænder”, der dels bruges under kampene mod rivaliserende hanner og dels til at fange føde med. Oksefrøen er ikke kræsen og spiser næsten alt, den kommer i nærheden af. Så længe den er i stand til at proppe det ned i sit enorme gab, bliver det spist. Den har derfor fået tilnavnet ”naturens skraldemand”.
