Biologi
Det kan være svært at forstå, at der findes dyr, der kan leve og ligefrem trives i den golde, ubarmhjertige Sahara-ørken, der er et af verdens tørreste og varmeste områder. Ved første øjekast er der da heller ikke meget liv at spore. Men går du tættere på, kan du ofte se to små øjne titte frem af sandets overflade. Her lever nemlig en lille men meget karakteristik hugorm, der på fineste vis har tilpasset sig livet i ørkenen og det barske klima, der findes her.
I Sahara kan temperaturen nå op på næsten 50 grader om dagen, og selvom mange tror, at ”koldblodede” eller vekselvarme dyr som krybdyr nærmest ikke kan få det varmt nok, er det ikke tilfældet – tværtimod! Faktisk foretrækker den afrikanske ørkenhugorm en gennemsnitstemperatur på bare 20 grader. Ligesom os mennesker kan den altså nemt få det for varmt og dehydrere (specielt fordi dens byttedyr ofte er den eneste kilde til vand), brænde sig på det varme sand eller blive skoldet af solens stråler. Så, hvordan undgår man det, når der ingen skygge er? Man graver sig ned!
Ørkenhugormen er en 30-60 cm lang giftslange (hunnen er størst), der tilbringer en meget stor del af sit liv nedgravet i det løse ørkensand. Dens øjne og næsebor er placeret højt på hovedet, så den kan ligge næsten fuldstændig nedgravet og stadig se og trække vejret. Nogle individer af denne art er også udstyret med to tydelige horn over øjnene, der hver består af et enkelt, modificeret og meget fleksibelt skæl, der kan rejses og foldes sammen igen ”efter behov”.
Om disse horn har en egentlig funktion, og hvorfor de findes hos nogle individer, men mangler hos andre, er et omdiskuteret emne. Én teori til første spørgsmål lyder, at de forhindrer ørkenhugormen i at få sand i øjnene, når den ligger nedgravet. En anden foreslår til gengæld, at hornene bryder den klassiske slangesilhuet, så det er sværere for byttedyr at se og genkende ørkenhugormen som noget, de skal være bange for. Individer, der mangler hornene, har i stedet en meget markant ”øjenbrynsbue”, der menes at have samme funktion som hornene.
Manglen på skygge er ikke ørkenhugormens eneste udfordring. Det er manglen på skjulesteder også. Igen løser ørkenhugormen dette ved at grave sig ned. Sammen med kroppens brune farver, der virker som en effektiv kamuflage, gør det den stort set umulig at få øje på i sandet – både for fjender og byttedyr.
Ørkenhugormen er et såkaldt ”ambush” rovdyr, der ligger på lur og venter på, at byttet skal komme tæt nok på til at hugge og levere et dødbringende bid. Den producerer en cytotoksisk eller cellenedbrydende gift, der dog ikke er specielt potent sammenlignet med giften hos andre giftslanger. Men det er heller ikke nødvendigt med en meget potent gift, da ørkenhugormen lever af små byttedyr som gnavere, firben og fugle. Den skal dog stadig håndteres med respekt, da et giftbid kan resultere i voldsomme hævelser, blødning, vævsdød, kvalme, opkast og blod i urinen hos mennesker.
For at undgå de højeste varmegrader, jager ørkenhugormen primært om natten, og den er kendt for at bevæge sig over lange afstande for at finde byttet. Ligesom flere andre ørkenlevende arter, har ørkenhugormen udviklet en særlig bevægelsesform, siderulning, der gør den i stand til at bevæge sig lynhurtigt og med minimum kontakt med den varme sandoverflade – nærmest som når man slynger et sjippetov rundt!
Hos mange slanger er lugtesansen det vigtigste redskab, når et bytte skal lokaliseres. Du har nok set, hvordan deres tunge kører ud og ind! Lugtesansen er dog af mindre betydning for ørkenhugormen, der primært finder byttet ved at mærke efter vibrationer i sandet, bruge sit veludviklede syn og ikke mindst varmesans, der kan sanse varmen fra ”varmblodede” eller ensvarmede byttedyr med stor nøjagtighed.
Ørkenhugormen har ikke mange naturlige fjender, men honninggrævlingen og visse arter af varaner og vildkatte kan godt finde på at sætte tænderne i den – hvis de da kan finde den! Selvom ørkenhugormen har et relativt fredeligt temperament, vil den naturligvis forsvare sig, når den følger sig truet. Den indtager en S-position, hvæser højlydt og gnubber de grove skæl mod hinanden, hvilket danner en høj raspelyd – alt sammen for at skræmme fjenden væk. Virker truslen ikke efter hensigten, vil den som en sidste udvej bide fra sig og bruge sit ”kemiske våben”, giften.
Når man tilbringer en stor del af sit liv nedgravet i et så øde område som Sahara-ørkenen, hvordan finder man så frem til en mage, når to skal blive til flere? Man ved det ikke med sikkerhed, men det antages, at han og hun lokaliserer og tiltrækker hinanden ved at bruge feromoner, altså kemiske signalstoffer. Selve parringen finder som regel sted i starten af april og foregår altid nedgravet, så de ikke bliver forstyrret. En parring kan nemlig vare i helt op til fire dage!
Ørkenhugormen lægger 8-23 æg ad gangen, og de lægges som regel under en sten eller i forladte huler lavet af andre krybdyr eller pattedyr. Ungerne, der måler 12-15 cm, klækker efter 50-80 dage og bliver kønsmodne, når de er omkring 2 år gamle. Mere ved man ikke om ørkenhugormen yngleadfærd. Så om der forekommer yngelpleje, må stå hen i det uvisse. Det er lige så uvist, hvor gammel ørkenhugormen bliver i naturen, men i fangenskab når den gerne en alder på 18 år.
