Biologi
Om dagen hænger de flyvende hunde i bagføddernes kløer med hovedet nedad. Flyvehuden er da foldet kappeagtigt omkring kroppen, som man kender fra "dracula". I skumringen forlader de flyvende hunde deres rasteplads for at søge efter frugt.
For os mennesker er det pudsigt, at et dyr som flagermusen hænger med hovedet nedad en stor del af sit liv. For os er det naturligt at hovedet vender op ad. Hvis man ser på det med fysiologiske øjne er det faktisk smartere at have hovedet ned ad, fordi blodet automatisk løber ned til hjernen, som altid skal forsynes med ilt. Hos alle andre dyr skal blodet pumpes op til kroppens mest vitale organ.
Den ægyptiske flyvende hund tilhører slægten Rousettus, som er den eneste slægt af flyvende hunde, som benytter sig af ekkolokalisering. Det er dog ikke helt den samme form for ekkolokalisering, som småflagermusene benytter sig af: hvor småflagermusene udsender højfrekvente skrig, som vi mennesker ikke kan høre, klikker den ægyptiske flyvende hund med tungen for at navigere, og disse klik kan vi til gengæld godt høre.
Mange småflagermus jager insekter om natten og har derfor udviklet ekkolokalisering til at fange de hurtige insekter i luften. Alle arter af flyvende hunde er derimod frugtædere og har derfor ikke brug for ekkolokalisering. De har derimod en veludviklet lugtesans og store øjne, men da ægyptiske flyvende hunde foretrækker at bo i fugtige grotter, har de formentlig udviklet denne specielle form for ekkolokalisering for bedre at kunne navigere i de mørke grotter.
