Biologi
Ålemallen er en stor ferskvandsfisk, der hører hjemme i det centrale Afrika. Her er det ikke usædvanligt, at de vandhuller, hvor ålemallen lever, tørrer ud, når det ikke har regnet i lang tid. Ålemallen har derfor udviklet den særlige egenskab at kunne vandre over land fra ét vandhul til et andet ved at bruge sine kraftige finner. Den kan nemlig udnytte ilten i atmosfærisk luft, selvom den kun har gæller og ikke lunger som fx den afrikanske lungefisk. Ålemallen udskiller en slim, som dækker kroppen og gællerne og således sikrer, at de ikke tørrer ud. Den samme egenskab har ål, og netop derfor har ålemallen fået sit navn.
Selvom ålemallen er i stand til at bevæge sig over lange afstande på land, er det en fisk, der foretrækker et stille og fredsommeligt liv på bunden af en sø eller et vandhul. Den kan tilpasse sig næsten alle slags omgivelser, hvad enten vandet er surt eller basisk, iltrigt eller iltfattigt. Selv temperaturen kan variere voldsomt, uden ålemallen lader sig påvirke af det.
Gode øjne er ikke meget bevendt, når man lever i vand, der ofte er meget grumset og uklart. I stedet har ålemallem nogle lange skægtråde omkring munden, der er dækket af smagsløg – ligesom vores tunge. Ved hjælp af disse kan ålemallen smage på vandet og på den måde finde føde, selvom den ikke nødvendigvis kan se noget.
Ålemallen er ikke en aktiv jæger som andre rovfisk. I stedet ligger den tålmodigt på bunden og venter på, at der kommer noget spiseligt forbi. Ved hjælp af sidelinieorganer kan den mærke bevægelser i vandet, så selvom dens syn ikke er særlig godt, opdager den hurtigt, hvis der er et potentielt bytte i nærheden. Kommer det tæt nok på, suger den byttet ind i gabet med en voldsom kraft.
Ålemallen har en ganske anden kostplan end de små algeædende maller, der findes i mange danske akvarier. Den er nemlig en grådig rovfisk, der uden problemer kan sluge en rotte i en enkelt mundfuld. Men der skal også meget mad til, når man er en fisk på godt 1.5 meter, der kan veje op til 60 kg. Ålemallen er dog heller ikke kræsen. Den spiser, hvad den kan få fat i, uanset om det er dødt eller levende.
Når regntiden slutter, indtræder ynglesæsonen. Her samles adskillige ålemaller på lavt vand, og hannerne slås indbyrdes om hunnernes gunst. Det kan gå voldsomt for sig. Ålemallen er nemlig i stand til at udsende kortvarige elektrisk udladninger under disse kampe. Har en hun accepteret en han, svømmer de et stykke væk, og hunnen lægger sine æg. Så snart hannen har befrugtet æggene, slår hunnen ud med halen, så de befrugtede æg spredes over et stort område.
