En typisk dag begynder klokken 3 om morgenen. Kvinden i huset står først op for at tænde op i ildstedet, og så vækker hun resten af familien. Sammen drikker de noget chicha, mens de snakker om, hvad der skal ske i løbet af dagen. De snakker om børnenes skolearbejde og manden sliber sin machete og gør sig klar til dagens arbejde. Klokken 5-6 begynder det at blive lyst, og børn, kvinder og mænd begynder på deres daglige pligter. Hvis ikke manden er på jagt, går hele familien i seng klokken syv, når det er blevet mørkt. Stearinlys og batterier til lommelygten er nemlig dyre, så de bliver kun brugt, når det er nødvendigt.

Børnene står op omkring klokken 4 om morgenen. Deres moder er allerede oppe på dette tidspunkt og har lavet en næringsrig drik kaldet chicha og noget wayusa-te til familien. Indianerne mener, at wayusa-teen beskytter børnene mod at blive bidt af slanger på deres vej til skole. Omkring klokken 5 er børnene klar til at gå den lange vej til skole. I regntiden, hvor stierne er mudrede, er turen ekstra besværlig, men som regel når de frem inden undervisningen starter klokken halv otte. Klokken halv elleve har de en pause, hvor de spiser suppe med grøntsager, fisk og en majs. Det er staten der betaler for maden. Klokken 12 er undervisningen slut, og børnene begiver sig ud på den lange hjemtur gennem skoven.

Hjemme har de mindste børn tid til at lege, mens de ældre skal hjælpe deres forældre med arbejdet i marken, eller med at gå på jagt eller fiske. Sidst på eftermiddagen laver børnene lektier med deres forældre. Inden de går i seng, slutter de dagen som de startede den, nemlig med en portion chicha.

Når forældrene er væk hjemmefra, passer børnene hinanden. Det er ikke unormalt, at en otteårig pige skal passe sine yngre søskende i flere dage, mens forældrene er inde i byen for at handle. Pigerne lærer at lave mad og holde køkkenet fra en meget tidlig alder.

Kvinden står altid først op, og hun har mange gøremål i dagligdagen. Det er hendes opgave at forberede dagens mad. Madlavningen er dog som regel ret simpel, da indianerne mest af alt spiser maniok-rødder, kogebananer, og eventuelt lidt kød eller fisk. De har ikke råd til krydderier, højst lidt salt, så det meste mad bliver forberedt på samme måde. Enten koges det, eller også ristes det over ildstedet. Hvis de skal spise mindre dyr, kan disse pakkes ind i et par palmeblade og så lægges ind ved siden af gløderne. Ud over madlavningen, er det også kvindes arbejde at fremstille kurve, vaske og reparere tøj, gøre rent i huset, samt hjælpe til i marken.

En gang om ugen skal der laves chicha. Chicha er en drik fremstillet af maniok-rødder, der koges og moses. Herefter tygger kvinderne og de ældste piger på massen og spytter det tilbage i det store æltefad. Spyttet, sammen med en svamp der tilsættes, sætter gang i en gæringsproces, som efter en uge gør drikken alkoholisk.

Både kvinder, børn og mænd drikker masser af chicha hver dag, men de små børn drikker det som regel ikke, når det er blevet stærkt. Når nogen skal have en madpakke med, er det altid chicha, der er på menuen. Mosen er nem at transportere og skal bare blandes op med vand, før den drikkes.

Der er ingen vaskemaskiner i Verde Sumaco, så alt tøjvask foregår i hånden. Kvinderne og pigerne bærer tøjet ned til et lille vandløb, hvor det bliver skyllet og sæbet grundigt ind. Herefter slås det hårdt og gentagne gange mod en stor sten og skylles og vrides til sidst. Ved vandløb, der i længere tid er blevet brugt til tøjvask, er nogle af de store sten blevet poleret blanke af de mange slag. Særligt i regntiden, hvor luftfugtigheden konstant er meget høj, har tøjet svært ved at tørre. Det når derfor tit at blive jordslået inden det tørrer, med mindre det hænges op over ildstedet.

For manden starter dagen klokken. 4 om morgenen, hvor hans kone vækker ham. Som de øvrige i familien starter han dagen med wayusa-te og 1 - 2 store kopper chicha. Inden han begynder arbejdet i markerne ved sekstiden, bruger han tid på at slibe sin machete. I markerne skal der sås, høstes, renses og ryddes. Ukrudt vokser meget hurtigt under den tropiske sol, så der er altid noget at lave.

De fleste bønder dyrker selv alt, hvad de skal bruge til familien. Det drejer sig fortrinsvis om maniok og bananer, men nogle dyrker også sukkerrør, ananas og majs. Desuden er der mange, der dyrker kaffe og kakao for at sælge det på markedet i Coca. En 50 kilos sæk kaffebønner giver ca. 60 kroner, en sæk kakao kun lidt over det halve. Det er hårdt arbejde. De tunge sække skal bæres på skuldrene ned til floden, hvor de kan læsses i en kano.

Når manden kommer hjem fra markerne omkring klokken 4, drikker han et par kopper chicha. Hvis familien trænger til kød, tager han derefter sit gevær og går på jagt. Nogle gange er han hjemme allerede ved syvtiden inden det bliver mørkt, andre gange kommer han først hjem sent på aftenen.

De fleste mænd er bønder, jægere og fiskere, kun skolens lærere og landsbyens kanofører har et betalt arbejde med fast løn.

Når beboerne i Verde Sumaco skal til den nærmeste større by, Coca, for at sælge deres varer, forgår det i båd på floden Paushiyacu.

I jorden under Verde Sumacos landområder er der store forekomster af guld. Adskillige mineselskaber er interesserede i at undersøge området og udvinde guldet. De tilbyder indianerstammen penge og gaver til gengæld for retten til at udnytte området, og indianerne er fristet af tilbudet om nemme penge, men har indtil videre sagt nej til mineselskaberne, for de ved godt, at selskaberne vil anvende kviksølv og andre kemikalier til at udvinde guldet. Kviksølvet vil forgifte området og i lang tid ødelægge indianernes mulighed for at fiske i floderne.

Randers Regnskovs aftale med befolkningen i Verde Sumaco betyder, at Regnskoven yder støtte til stammen, mod at de fastholder deres afvisning af mineselskaberne.

Indianerne i Verde Sumaco udnytter kun deres guldforekomster i begrænset omfang, og kun når de har brug for penge til at købe noget, de ikke kan skaffe fra skoven eller floden. De udvinder guldet på en af de mest primitive måder, helt uden brug af kemikalier. Indianerne samler 5 - 10 kilo sand, grus og sten fra flodbredden, og bruger et stort træfad til at skylle sand og sten væk. Guldet findes ikke som store klumper, men som meget små tynde flager, der samles i bunden af disse træfade.

Udbyttet af en hel dags hårdt fysisk arbejde er som regel omkring et enkelt gram guld. Det kan indianerne sælge i den nærmeste større by, Coca, for 10 dollars, eller omkring 60 kroner. Guldgravning er således ikke noget indianerne bliver rige af, men er en mulighed for at skaffe kontanter til indkøb af varer i byen, og et alternativ til at dyrke kakao eller kaffe.