Alle giftfrø-arter er mere eller mindre stærkt farvede og har som oftest flotte pletter eller striber. De findes i farverne rød, skriggrøn, azurblå og gul. Man kalder disse farver for advarselsfarver. Den gule pilegiftfrø indeholder en særdeles kraftig nervegift. I én lille gul pilegiftfrø er der gift nok til at dræbe 10.000 mus eller minimum 10 voksne mennesker. Dermed er den gule pilegiftfrø verdens giftigste dyr! Giften sidder i frøens hud og udskilles herfra, når frøen stresses. Giften anvendes af indianerstammer i Colombia til at forgifte spidsen på pusterørspile. Heraf navnet pilegiftfrø.
Normalt vil padder gemme sig om dagen og derfor ikke være synlige. Det gælder ikke pilegiftfrøerne. Går man en tur ind i regnskoven, vil man kunne se pilegiftfrøerne side frit fremme om dagen. De kraftige advarselsfarver advarer andre dyr om, at de er uspiselige og giftige.
Mange andre frøer har også advarselsfarver uden at være giftige. De snyder dermed deres fjender til at tro, at de er farlige og kan derfor være i fred. Denne form for "narrefarvetegninger" kaldes mimicry.
Ordet "mimicry" betyder, at noget kopieres så nøjagtigt så muligt. Når man taler om dyr, beskriver det en lighed mellem to dyr, som ikke er i nær familie. Der findes to forskellige former for mimicry.
Den ene slags mimicry er, når et ufarligt dyr efterligner et dyr, som er giftigt eller uspiseligt. Et eksempel på det er de ugiftige frøer, som nævnes ovenfor. Et andet eksempel er den giftige koralslange og den ugiftige kongesnog. De har begge sorte, gule og røde bånd ned af kroppen. I dette tilfælde udnytter den ugiftige kongesnog, at rovdyr kan forveksle den med den giftige koralslange. Rækkefølgen af farverne på en slanges mønster kan afgøre, hvilken slange man står over for. En af huskereglerne til at se, om det er en dødbringende koralslange eller en af de mange ugiftige "falske" koralslanger, lyder sådan her: "Black on yellow - kill a fellow; yellow on black - lucky Jack". Der findes flere forskellige koralslanger, så det er ikke en god idé at stole for meget på denne huskeregel.
Kommer der for mange dyr med "narrefarvetegninger", opstår der risiko for, at rovdyr får for mange gode erfaringer med at spise "snyderne", og så vil advarselseffekten forsvinde. Et andet eksempel på mimicry er, når dyr laver en "forsvarsklub", hvor alle medlemmer bruger samme farver til at fortælle, at de er farlige eller smager hæsligt. Den danske hveps, humlebi og gedehams har sådan en forsvarsklub. De bruger alle tre farverne gul og sort til at fortælle, at de kan stikke. Har en fugl én gang prøvet at spise en hveps, vil den ikke forsøge sig med at spise en hveps, humlebi eller en gedehams igen. Fuglen vil undgå alle insekter med gule og sorte striber. Man kan sige, at signalværdien af gule og sorte striber bliver stærkere.
Et eksempel fra regnskoven er sommerfugle. Nogle sommerfugle som slet ikke er nært beslægtede bruger samme farver - de har lavet en "forsvarsklub". Sommerfuglelarverne lever af planter som er giftige. Giften koncentreres i sommerfuglelarverne og gør, at den færdigudviklede sommerfugl også er giftig. Sommerfuglene signalerer, at de er giftige ved at have advarselsfarver som rød og gul kombineret med sort. Hvis disse sommerfugle så meget forskellige ud, ville det være svært for rovdyr at lære at holde sig fra netop disse sommerfugle. Ved at anvende samme farver og mønster opnår sommerfuglene en bedre gennemslagskraft med det advarselssignal, de sender. Grupper af disse sommerfugle sætter sig til hvile i træer om natten. Denne bunke af stærke farver skræmmer de fleste fjender væk. En jæger, som f.eks. en fugl, et firben eller en abe, skal bare æde én af disse sommerfugle for at vide, at de smager afskyeligt.
Man kan undre sig over, hvordan dyr der efterligner andre dyr overhovedet er opstået. Svaret er evolution. Dyr forandrer sig fra generation til generation, ligesom alle andre levende væsener. Disse forandringer er for det meste så små, at de er svære at observere, men de kan fuldstændig forandre dyrenes udseende og adfærd i perioder på over tusinder eller millioner af år. Denne konstante udvikling kaldes evolution.
Evolution er mulig pga. de variationer, der findes i hvert enkelt dyr, og den foregår, fordi dyrene konkurrerer med hinanden om begrænsede ressourcer, som f.eks. føde eller plads. Nogle egenskaber er bedre end andre i kampen for at overleve. Det betyder, at dyr med netop disse egenskaber har større chance for at overleve og få mere afkom. Dyr med mindre gode egenskaber har det sværere og får færre unger. Advarselsfarver eller kamuflage er en vigtig hjælp til at overleve for mange dyr. En lille ændring i farve eller mønster bliver givet videre til næste generation og forbedrer dermed dyrets mulighed for at overleve.