Når skindet bedrager

I al biologi handler det om at give sine gener videre. Kun de dyr, der er i stand til at overleve og formere sig, kan give deres gener videre til næste generation. Farver spiller en altafgørende rolle i kampen for overlevelse i naturen. Nogle dyr overlever ved at blive set - andre overlever ved ikke at blive set.

Hvad kan dyrene bruge farver til?

At et dyr anvender kamuflage vil sige, at det efterligner omgivelserne for på den måde ikke at blive opdaget. Det er et spørgsmål om liv eller død, når dyr "leger skjul". Det gør de, fordi de fleste af dem lever i en verden, hvor der altid er risiko for at blive ædt. Både jægeren og den jagede bruger tricks, som hjælper dem til at holde sig i live. I regnskoven er der masser af eksempler på dyr, som bruger kamuflagefarver. Du kan måske selv komme med eksempler på insekter, frøer og slanger, som bruger farver til at skjule sig med. Men hvordan kan f.eks. dyr med pels effektivt skjule sig i regnskoven?

Margaykatten er et rovdyr, der med sin smidige og muskuløse krop er en effektiv dræber. Margayens pels virker måske ikke umiddelbart tilpasset et liv i en grøn og frodig skov. Pelsens baggrundsfarve varierer i brunlige nuancer. Fra hovedet udgår små mørke stribede aftegninger, som bliver til rosetter på sider og ryg og ender i mørke prikker på lemmerne. Man kan undre sig over, at denne brunprikkede pels kan virke kamuflerende i en regnskov. Men faktisk er netop dette plettede mønster med til at skjule margayen. I en regnskov er det kun omkring 2% af det sollys, der rammer trækronerne, som trænger helt ned til skovbunden. Undervejs stoppes lyset af grene og blade. Sollyset kommer ned som små lyspletter, og det er præcis disse lyspletter, magayen udnytter. Når margayen sidder stille, er det ikke til at se, hvilke lyspletter som stammer fra sollyset, og hvilke "lys- og skyggepletter" der er aftegnet i pelsen. Derfor siger man, at margayen har en såkaldt formopløsende farvetegning.

Dovendyret lever op til sit navn. Det sover gennemsnitligt 16 timer i døgnet og bevæger sig så langsomt, at det ikke ville have store overlevelseschancer, hvis det skulle flygte fra et rovdyr. Derfor har det brug for at kamuflere sig godt. Dovendyret udnytter en anden organisme i regnskoven - en blågrøn alge, som lever i dovendyrets pels. Algen giver dovendyret et grønligt skær og dermed en bedre kamuflage. Dovendyrets pels er i virkeligheden gråbrun og vokser i modsætning til andre dyr fra maven om på ryggen, hvilket er praktisk, da dovendyret tilbringer størstedelen af tiden hængende i grene med ryggen nedad. Regnen kan derfor let løbe af pelsen. I hvert enkelt hår er en rille, hvori algen kan gro. Algen får næring fra skidt og sved i pelsen. Både algen og dovendyret kan drage nytte af dette partnerskab. Fordelen for algen er, at den bliver båret oppe i lyset, og fordelen for dovendyret er, at den er sværere at få øje på i trækronerne.

Kamæleonen bliver ofte nævnt, når man taler om kamuflage. Visse arter har form og farve som et grønt blad og er derfor meget svære at få øje på i en frodig regnskov. Kamæleoner er også kendt for at kunne skifte farve. Men det er en sejlivet myte, at de hurtigt kan skifte farve efter omgivelserne. Farveskiftet har sjældent noget med kamuflage at gøre. Det er derimod en række andre faktorer, der påvirker en kamæleons farver og mønstre. For eksempel kan nogle kamæleonarter kommunikere ved at skifte farve. En han kan "skrue op" for farvepaletten for at tiltrække hunner. En gravid hun kan ved sit farvemønster signalere, at hun er drægtig, og derved sikre, at hun ikke konstant bliver overfaldet af parringslystne hanner.

Mange dyr bruger også farve for at tiltrække en mage. Ofte er det hannen, der i sit forsøg på at vise hunnen, hvor god og stærk han er, skal kunne fremvise flotte farver. Hos junglehønsene har hannen en stærkt farvet fjerdragt og rød hanekam. Hunnerne er mindre og har en brunlig fjerdragt. De stærke farver er en fordel for hannen, når den skal finde sig en mage, men et handicap i den daglige kamp for at overleve, fordi farverne gør ham meget synlig i skovbunden. Man skulle tro, at det ville være smart, at hannen fandt en måde at imponere hunnen, der ikke samtidig betød, at han øgede sin risiko for at blive ædt. Det kunne f.eks. tænkes, at hannen havde en flot rød plet under vingerne, som den kunne vise frem når den mødte en hun. Problemet med en sådan løsning ville være, at både de svage og de stærke hanner ville udvikle flotte røde pletter under vingerne, da der ikke ville være nogen ulempe forbundet med at have den. Farvepletten under vingerne ville altså ikke være et troværdigt signal omkring hannens styrke.

For at undgå at hannerne snyder om deres styrke, er det således nødvendigt, at signalerne til hunnen rent faktisk påfører hannen et reelt handicap. Hannen skal bevise, at han netop kan klare sig på trods af det handicap, som de stærke farver giver ham. Er en hane blevet angrebet af et rovdyr og har fået ødelagt fjerpragten, vil en hun straks kunne se det og dermed undgå at parre sig med denne "svage" han. Hunfugle er næsten altid mere "kedelige" i farverne i forhold til hannerne. Det skyldes, at hunnerne skal udruge og passe på ungerne. Hvis en hunfugl havde prangende farver, ville det tiltrække rovdyr, og hun ville derved risikere at blive ædt.

Stærke farver bruges ikke altid til at imponere med. Nogle dyr bruger stærke farver som en advarsel. Det gælder bl.a. stærke farver som rød, gul eller orange i kombination med sort. Disse farver sender et signal til rovdyrene om, at "jeg er giftig og smager ikke godt".

Alle giftfrø-arter er mere eller mindre stærkt farvede og har som oftest flotte pletter eller striber. De findes i farverne rød, skriggrøn, azurblå og gul. Man kalder disse farver for advarselsfarver. Den gule pilegiftfrø indeholder en særdeles kraftig nervegift. I én lille gul pilegiftfrø er der gift nok til at dræbe 10.000 mus eller minimum 10 voksne mennesker. Dermed er den gule pilegiftfrø verdens giftigste dyr! Giften sidder i frøens hud og udskilles herfra, når frøen stresses. Giften anvendes af indianerstammer i Colombia til at forgifte spidsen på pusterørspile. Heraf navnet pilegiftfrø.

Normalt vil padder gemme sig om dagen og derfor ikke være synlige. Det gælder ikke pilegiftfrøerne. Går man en tur ind i regnskoven, vil man kunne se pilegiftfrøerne side frit fremme om dagen. De kraftige advarselsfarver advarer andre dyr om, at de er uspiselige og giftige.

Mange andre frøer har også advarselsfarver uden at være giftige. De snyder dermed deres fjender til at tro, at de er farlige og kan derfor være i fred. Denne form for "narrefarvetegninger" kaldes mimicry.

Ordet "mimicry" betyder, at noget kopieres så nøjagtigt så muligt. Når man taler om dyr, beskriver det en lighed mellem to dyr, som ikke er i nær familie. Der findes to forskellige former for mimicry.

Den ene slags mimicry er, når et ufarligt dyr efterligner et dyr, som er giftigt eller uspiseligt. Et eksempel på det er de ugiftige frøer, som nævnes ovenfor. Et andet eksempel er den giftige koralslange og den ugiftige kongesnog. De har begge sorte, gule og røde bånd ned af kroppen. I dette tilfælde udnytter den ugiftige kongesnog, at rovdyr kan forveksle den med den giftige koralslange. Rækkefølgen af farverne på en slanges mønster kan afgøre, hvilken slange man står over for. En af huskereglerne til at se, om det er en dødbringende koralslange eller en af de mange ugiftige "falske" koralslanger, lyder sådan her: "Black on yellow - kill a fellow; yellow on black - lucky Jack". Der findes flere forskellige koralslanger, så det er ikke en god idé at stole for meget på denne huskeregel.

Kommer der for mange dyr med "narrefarvetegninger", opstår der risiko for, at rovdyr får for mange gode erfaringer med at spise "snyderne", og så vil advarselseffekten forsvinde. Et andet eksempel på mimicry er, når dyr laver en "forsvarsklub", hvor alle medlemmer bruger samme farver til at fortælle, at de er farlige eller smager hæsligt. Den danske hveps, humlebi og gedehams har sådan en forsvarsklub. De bruger alle tre farverne gul og sort til at fortælle, at de kan stikke. Har en fugl én gang prøvet at spise en hveps, vil den ikke forsøge sig med at spise en hveps, humlebi eller en gedehams igen. Fuglen vil undgå alle insekter med gule og sorte striber. Man kan sige, at signalværdien af gule og sorte striber bliver stærkere.

Et eksempel fra regnskoven er sommerfugle. Nogle sommerfugle som slet ikke er nært beslægtede bruger samme farver - de har lavet en "forsvarsklub". Sommerfuglelarverne lever af planter som er giftige. Giften koncentreres i sommerfuglelarverne og gør, at den færdigudviklede sommerfugl også er giftig. Sommerfuglene signalerer, at de er giftige ved at have advarselsfarver som rød og gul kombineret med sort. Hvis disse sommerfugle så meget forskellige ud, ville det være svært for rovdyr at lære at holde sig fra netop disse sommerfugle. Ved at anvende samme farver og mønster opnår sommerfuglene en bedre gennemslagskraft med det advarselssignal, de sender. Grupper af disse sommerfugle sætter sig til hvile i træer om natten. Denne bunke af stærke farver skræmmer de fleste fjender væk. En jæger, som f.eks. en fugl, et firben eller en abe, skal bare æde én af disse sommerfugle for at vide, at de smager afskyeligt.

Man kan undre sig over, hvordan dyr der efterligner andre dyr overhovedet er opstået. Svaret er evolution. Dyr forandrer sig fra generation til generation, ligesom alle andre levende væsener. Disse forandringer er for det meste så små, at de er svære at observere, men de kan fuldstændig forandre dyrenes udseende og adfærd i perioder på over tusinder eller millioner af år. Denne konstante udvikling kaldes evolution.

Evolution er mulig pga. de variationer, der findes i hvert enkelt dyr, og den foregår, fordi dyrene konkurrerer med hinanden om begrænsede ressourcer, som f.eks. føde eller plads. Nogle egenskaber er bedre end andre i kampen for at overleve. Det betyder, at dyr med netop disse egenskaber har større chance for at overleve og få mere afkom. Dyr med mindre gode egenskaber har det sværere og får færre unger. Advarselsfarver eller kamuflage er en vigtig hjælp til at overleve for mange dyr. En lille ændring i farve eller mønster bliver givet videre til næste generation og forbedrer dermed dyrets mulighed for at overleve.

Junglekatten

Margaykattens plettede pelsdragt virker som en effektiv kamuflage i den tætte og frodige Amazonregnskov, hvor den lever.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)