Randers Regnskov hvidhalede hulepindsvin holdt ikke ferie i påsken. Lørdag den 15. april kom tre små unger til verden. I øvrigt næsten på årsdagen for det seneste kuld, som blev født den 18. april 2005.
Ungerne er meget veludviklede ved fødslen. Øjnene er åbne, og de kan gå umiddelbart efter. Det hvidhalede hulepindsvin er drægtig i ca. 240 dage.
Det hvidhalede hulepindsvin lever i Asien. Det er en gnaver og er derfor ikke i familie med de pindsvin vi har herhjemme, som tilhører gruppen af insektædere. Hulepindsvin og pindsvin forsvarer sig dog på en lignende måde ved at have stride pigge på hele ryggen.