Kongekobraer lever udelukkende af andre slanger. Det gælder også for kongekobraerne i Randers Regnskov, og dette er lidt af en udfordring for dyrepasserne. Giftslangernes dyrepasser Kristian Sørensen fortæller; "De fleste af vores andre slanger spiser mus eller rotter, som er nemme at opdrætte, men det kan være lidt problematisk at skaffe slanger nok til to 3 meter lange kongekobraer."
Nu har Kristian dog fundet en løsning: Rotter i slangemarinade! "Vi har simpelthen kogt suppe på nogle døde slanger, og når vi så dypper foderrotterne - som vel at mærke også er døde på dette tidspunkt - i 'marinaden' kommer de til at dufte godt af slange," fortæller Kristian.
Og det virker. Allerede i første forsøg var der succes, og de to kongekobraer spiste velvilligt de krydrede rotter!