I dag underskrev borgmester Henning Jensen Nyhuus og direktør Henrik Herold en formel samarbejdsaftale i børnehaven Birkebo. Randers Kommune og Randers Regnskov har i en årrække samarbejdet om at bevare sjældne gamle danske kulturplanter – det man med et fint udtryk kalder plantegenetiske ressourcer. Dette samarbejde har allerede resulteret i, at man i dag kan se en flot samling af danske valnøddetræer i Vestparken og en samling af danske frugttræer på arealerne uden om Randers Regnskov. Med underskrivelse af aftalen forpligter begge parter hinanden på at bevare de gamle danske kulturplanter.
Baggrunden for dette unikke samarbejde er, at mange af vores gamle kulturplanter er i fare for at blive udryddet og glemt. Typisk fordi de ikke på nuværende tidspunkt har nogen kommerciel interesse og derfor ikke bliver brugt. Ved at anvende de gamle sorter i byens institutioner og parker kommer de til ære og værdighed igen. "De gamle frugtsorter repræsenterer et skatkammer af smag og frodighed, og det er virkeligt positivt, at mange mennesker nu kan få gavn af det", fortæller en tilfreds Henrik Herold.
Som den første daginstitution er Birkebo ved at etablere en have med gamle danske frugtsorter. Mange flere børnehaver og skoler får i fremtiden glæde af samarbejdet. Men også på de enkelte institutioner kan projektet videreudvikles.
”Vi ser da frem til at udvide programmet med grøntsager, rodfrugter og krydderurter,” siger Michael Nielsen, som er leder af Birkebo. ”Det falder jo meget godt sammen med, at vi skal lave mad hver dag fra 1. januar!”.