Naturbevarelse har altid været en helt central del af Randers Regnskovs identitet. Siden åbningen i 1996 er der blevet doneret 1 kr. pr. betalende gæst til naturbevarelse, som er gået til forskellige projekter i hele verden.
Siden 2004 har der er været et særligt fokus på regnskovene i Ecuador, hvor Randers Regnskov samarbejder med indianersamfundet Verde Sumaco for at undgå at olie- mine- og tømmerselskaber skal ødelægge naturen.
Og nu øges indsatsen i Ecuador yderligere. Randers Regnskovs Naturfond har netop opkøbt 620 hektar uberørt regnskov i den ecuadorianske del af Amazonas. Landområdet, som kaldes Bigay, ligger op ad nationalparken Sumaco Galeras, hvor Andesbjergenes østlige skråninger møder den varme, fugtige regnskov i Amazonlavlandet, hvilket tilsammen skaber optimale forhold for en ekstrem mangfoldighed af livsformer.
Regnskovens direktør Henrik Herold fortæller: "Det er et yderst spændende område, som vi glæder os til at lære bedre at kende. Lige netop her har man registreret nogle at de højeste antal arter af dyr og planter i verden, så det er et vigtigt sted at bevare. Det ligger som en bufferzone op ad en stor nationalpark, så på sin vis kan man vel sige at det er naturbevarelse i anden potens - at vi bevarer naturbevarelse!"
Regnskovens gæster gør det muligt
"Det har altid været vigtigt for os at arbejde med naturbevarelse, og dette er bare en ny måde at gøre det på for os", fortsætter Henrik Herold. "Det er ren og skær idealisme - vi gør det fordi vi kan! Det er vores gæster i Randers Regnskov der gør det muligt for os at gøre en indsats, fordi der går 1 krone per betalende gæst til vores naturfond. Og det er penge som går direkte til naturbevarelse, for vi betaler selv alle administrationsomkostningerne og rejserne derover."
Henrik Herold er netop vendt hjem efter købet, sammen med bestyrelsesformand Torben Boldsen, formidlingsleder Asser Øllgaard og en journalist fra Randers Amtsavis, Lone Hammer Sørensen. Du kan læse mere om rejsen i Randers Amtsavis i den kommende tid samt på deres hjemmeside.