Ny, ung dovendyr-han

Det her bliver lidt spændende!

For se nu her, hvad vi har fået fra vores kollegaer i Aalborg Zoo – den her lille ”fyr”. Vi har i forvejen to totåede dovendyr-hunner, og nu har vi altså fået en han til dem. Ganske vist en meget ung han på bare 1 år. Så der går mindst et par år, før han er kønsmoden.

Men vi glæder os allerede til den tid, for dovendyr har en ret så underholdende måde at kurtisere hinanden på. Hvis man da kan kalde det kurtisering!

Det foregår således:

I naturen lever han og hun hver for sig og ofte på lang afstand af hinanden. Og når man i forvejen ikke ligefrem sprudler af energi, så ville det være ufornuftigt at brænde en masse krudt af på at lede efter en hun, der måske slet ikke er interesseret.

Men det behøver hannerne heller ikke. De skal bare lytte efter! For når en hun er klar til at blive parret, udsender hun et højlydt skrig, der kan høres på meget lang afstand. Og så gælder det ellers om at rubbe neglene for de hanner, der hører det. For først til mølle, får først malet, som man siger!   

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)