Ham her har vi glædet os til at præsentere for jer – mød Bakari!
Bakari er en ung, plettet hyænehan på 3,5 år, som flyttede fra Zoo Zlin i Tjekkiet til Randers Regnskov for knapt 2 måneder siden. Efter den obligatoriske karantæneperiode flyttede han ind i naboanlægget til Malia og Kibibi, så de kunne lære hinanden at kende på afstand.
Bakari var skrækslagen, da det gik op for ham, at der var damer til stede – og med god grund. I ved jo nok, at de kan være en ”anelse” lunefulde. Så den første tid var Bakari noget presset og gjorde alt for at gøre sig usynlig. Vi lod ham derfor få så meget ro som muligt.
Men nu er der sket store forbedringer.
Bakari har fået nogenlunde styr på nerverne og er begyndt at udvise ”rigtig” hyæneadfærd overfor Malia og Kibibi. Vi har sågar set dem lave en reel ”hyænehilsen” gennem tremmerne, der adskiller dem, hvilket vidner om en begyndende accept. Så det er rigtig gode tegn.
Hvis det fortsætter sådan, vil vi sandsynligvis forsøge at tage de første spæde skridt i den fysiske introduktion i nær fremtid. Da det kan gå voldsomt for sig, når man introducerer hyæner, kommer det til at foregå med ”baby steps” og i deres tempo.
Men vi skal nok holde jer opdaterede omkring, hvordan det går.