Randers Regnskov fik i oktober 2005 et par lyserøde araer (Ara macao) foræret af en privatperson. De to ara-papegøjer har været i privat eje i mere end 40 år, og ejeren, som nu har foræret dem til Regnskoven, har haft dem i over 20 år. Han har haft papegøjerne siden han var barn, men efter at han er blevet voksen og har fået hus og børn, må han erkende, at der ikke længere er hverken den fornødne tid eller plads til fortsat at give de smukke og begavede fugle optimale vilkår.
De to papegøjer har dannet par i alle årene og gennem tiden fået mange unger. For at være sikker på at parret får det godt på deres gamle dage, besluttede han derfor at forære dem til Randers Regnskov.
De lyserøde ara-papegøjer har nu overstået den obligatoriske karantæneperiode og vil blive sat fri i morgen fredag den 6. januar i Sydamerikakuplen, hvor de får 2000 m2 at boltre sig på. Et træ på 8 meter er blevet rejst og deres redekasse vil blive sat op.
I forvejen beboes Sydamerikakuplen af to blågule araer.