Bladskærermyrerne i Randers Regnskov har det godt! I denne søde juletid får de nemlig også julemaden at smage – de bliver fodret med rødkål!
Faktisk er det ikke myrerne selv der spiser rødkålen. Myrerne skærer det bare i stykker, og bærer det den lange vej tilbage til deres hule, hvor de ”fodrer” det til en svamp. Myrernes maver er ikke gode til at nedbryde plantefibre, men de kan sagtens spise af svampen. Man kan altså sige at myrerne er landmænd, der dyrker svampen som afgrøde, og gøder den med rødkål…
Når det ikke er jul får myrerne fortrinsvis blade fra brombærbuske og elletræer, men her om vinteren står den altså på julemad. Ænderne i Randers Regnskov behøver nu ikke at frygte; bladskærermyrerne er ikke til kød!