Han kunne være fyldt 17 år til august – en alder, der er 5 år ældre end gennemsnittet for jaguarer – men vi har i dag valgt at give vores gamle jaguarhan Bobby fred. Med en høj alder følger desværre ofte en del skavanker, og det var også tilfældet med Bobby, der længe har døjet med slidgigt. Indtil for nyligt havde vi kunnet holde det i ave med en kombination af smertestillende medicin og hormoner, men da han ikke længere reagerede tilfredsstillende på denne, har vi valgt at tage den tunge beslutning.
Tilbage i anlægget er Bobbys mage Negra, der er en ældre dame på snart 19 år. Da hun har dannet par med Bobby siden 2001, er vi usikre på, hvordan hun vil reagere på, at han er væk. Vi må derfor se tiden an og håbe på det bedste.