Hyænerne er blevet forældre...men!

Der er ikke nogen, der har påstået, at det er nemt at holde og opdrætte plettede hyæner

– langt fra!

At introducere han og hun til hinanden er i sig selv en hel videnskab. Lykkedes det og resulterer i parring, kan man stadig ikke ånde lettet op. For hyænens meget specielle anatomi gør, at både mor og unge(r) har stor risiko for at tage skade og endda miste livet under fødslen.

Men for fem dage siden fik vi bekræftet, at vi KAN finde ud af det! For her fødte vores yngste hun Kibibi en enkelt, helt perfekt lille unge.

YYEEEAAAARRRRHHH!

Desværre er der også skår i glæden!

Vi måtte nemlig i samme omgang sige farvel til vores ældste hun Malia. Hyænernes hierarki er så kompliceret, at selv den mindste lille ændring kan skabe store uroligheder i flokken og ændre familiedynamikken. Og det skete desværre for vores to voksne hunner.

Da Kibibi blev mor, udfordrede hun Malias rolle som førerhun, hvilket skabte splid mellem dem – desværre i sådan en grad, at vi ikke kunne have dem gående sammen længere. Malia havde umiddelbart ikke tænkt sig at give tronen videre frivilligt.

Malia var en ældre dame, der allerede havde bidraget til det internationale avlsarbejde med hele seks unger, og avlskoordinatoren anbefalede os derfor at lade næste generation komme til og give hende fred for at beskytte Kibibi og ungen.

Vi er rigtig kede af det, da Malia betød meget for os, men vi finder samtidig glæde i det lille nye liv, der trods hårde odds er kommet til verden og ser ud til at stortrives.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)