Med en bidstyrke på mere end 1100 psi (80 kgf/cm2) har den plettede hyæne et af dyrerigets kraftigste bid, der overgår selv store kattedyr som løven, leoparden og tigeren. Den bider således gennem selv kraftige knogler, sener og kød, som var det blødt smør.
Så at skulle stikke fingrene ned i gabet på sådan en krabat, kræver nerver af stål – og en solid portion bedøvelse!
Vi havde for nyligt besøg af en særlig tand-dyrlæge, der sammen med vores eget dygtige dyrlægeteam trak hele fem tænder ud på vores yngste hyæne Kibibi.
”Trak” er måske det forkerte ord at bruge, da det krævede en massiv hammer og mejsel at få tænderne ud. Faktisk var dyrlægens egen hammer ikke stor nok, og han måtte derfor låne en større fra vores driftafdeling!
Årsagen til indgrebet var, at Kibibi dels havde knækket en hjørnetand, og så har vi haft en kraftig formodning om, at hun havde ondt i flere tænder – noget røntgenbilledet bekræftede.
Det så voldsomt ud, men det gik heldigvis rigtig fint. Kibibi er naturligvis påvirket af indgrebet, men vi sørger for, at hun er smertedækket og holder et vågent øje med, at hun heler, som hun skal.