Gift der gavner!

Vidste du, at over 100.000 mennesker dør og godt 400.000 får varige mén som følge af giftslangebid hvert eneste år?

Sidste år indgik Randers Regnskov en aftale med professor Brian Lohse fra Københavns Universitet om at levere slangegift til projektet AntiVenom Venture (AVV), hvis mission er at fremstille syntetiske modgifte, der ikke kræver dyr (fx heste og får) i selve produktionen af modgift. AVV håber på at kunne lave disse syntetiske modgifte bedre, billigere, mere stabile og mere sikre end de eksisterende.

I går var det igen tid til at ”tappe” slangerne - noget, der krævede dyb koncentration, da det drejede sig om tre særdeles giftige arter, nemlig bushmasteren, puff adderen og den majestætiske kongekobra.

Tapningen gik rigtig godt, og særligt kongekobraen leverede en meget fin ”tår” på hele 3,5 ml. Vi vidste godt, at denne art kan levere helt op til 7 ml gift i et enkelt bid, men vi var alligevel ganske imponerede over mængden.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)