Piratfisk udvikler først deres berygtede gebis, når de er omkring 6 uger gamle. Den første del af deres liv lever de derfor af ganske små krebsdyr og insekter, og af denne grund bliver de i Randers Regnskov opfostret i et mindre akvarium, adskilt fra forældrene.
Nu er ungerne dog blevet store nok til at kunne kalde sig rigtige flænsemaskiner og kan uden problemer spise regnorme, muslinger og små kødstykker ligesom deres voksne artsfæller. Dermed er tiden også kommet til at blive genforenet med de voksne fisk i Regnskovens sydamerikanske kuppel.
Piratfisk er dog ikke kendt for at være de kærligste af forældre, så de små unger skal tage sig i agt for de voksnes særdeles veludviklede tænder!