Et vellykket første møde

Som flere af jer nok husker, har vi for nyligt fået en ny margaykat – en bejler til vores enlige hun. Margaykatte er fra naturens side enspændere, og er timingen ikke den rette, når han og hun mødes, kan det få fatale følger. Det var derfor med nerverne udenpå tøjet, da vi lod de to margaykatte mødes for allerførste gang tidligere på ugen.

Heldigvis gik deres første møde godt. Så snart lågen mellem de to anlæg blev fjernet, gik hannen ind til hunnen, der dog blev en smule overvældet og derfor flygtede op i et træ. Her betragtede hun ham på afstand men tog sig efter et stykke tid mod til at kravle ned og hilse på ham. Som ventet blev der ”debatteret” livligt mellem de to, men der gik ikke mange minutter, før de igen gik stille og roligt hvert til sit.

Selvom mødet gik godt, vil vi lade dem mødes under opsyn et par gange mere, før vi fjerner lågen helt mellem de to anlæg.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)