Den lille aardvark har boet hjemme hos dyrepasserelev Irene Bøtker i weekenden. Og her til morgen kom Irene løbende, 'nu dier den! Jeg fik gåsehud, da jeg så det.'

Det er vigtigt at få aardvarkungen til at die hos sin mor, Maxima. Uanset hvor godt dyrepasserne sørger for ungen, så er moderen altid den bedste til det job.

Men det er ikke kun vigtigt for ungen. Maxima skal indgå i et avlsprogram og som førstefødende er der stadig meget den skal lære. Hver eneste succesoplevelse i pasningen af sin unge giver hende erfaring som kommer de næste afkom til gode.

Aardvarkungen har ikke taget på de seneste dage, men det bekymrer ikke endnu. Der kan gå op til ti dage før der sker noget på den front. Til gengæld virker den mere robust og livskraftig, og begyndte at grave i weekenden. I første omgang dog kun i Irenes gulvtæppe, men instinktet er der ikke noget i vejen med.

Det eneste problem netop nu er, at ungens ene øje er hævet, men det overlader vi trygt til vores dyrlæge Knud Steensborg.

I de kommende dage vil vi forsøge at lade ungen og Maxima leve sammen i anlægget i Afrikagrotten. Der vil derfor være mulighed (men ingen garanti) for publikum at se det lille vidunder.