Randers Regnskov har fået nye beboere med en pels, der ikke består af hår, men i stedet af hundredvis af lange pigge.
Pigge fører straks tanken hen på pindsvin, og dyrene tilhører da også arten kvasthalet hulepindsvin. Hulepindsvin hører dog ikke til gruppen af pindsvin, men i stedet til gruppen af gnavere ligesom eksempelvis rotten og egernet.
Hulepindsvinet vender ryggen mod en fjende
Ved det mindste tegn på farer frembringer hulepindsvinene et advarselssignal ved at rasle med piggene. Hvis dette ikke skræmmer fjenden væk, rejser de piggene på ryggen og vender ryggen mod det angribende dyr.
Et møde med hulepindsvinets skarpe pigge kan være en ganske ubehagelig oplevelse for et rovdyr. Der er set eksempler på leoparder, der har haft pigge fra hulepindsvin siddende i næsen.