I Randers Regnskov er der netop klækket en unge hos dumeril varanerne. Dumeril varanen er en øgle, der lever langs flodbredderne i Sydøstasien og kan blive op til 1,5 meter lang.
De kønsmodne dumeril varaner i udstillingen er omkring 1 meter lange, hvorimod den nyudklækkede unge kun er 7,5 cm. lang.
Fra orange til gråbrun
Ungens farve afviger fra forældrenes. Hvor forældrene har brune og sorte farver, har ungen en kraftig gul farve på hovedet og sorte striber på ryggen. Man mener, at den gule farve og mønstret virker som en slags advarsel over for rovdyr, så ungerne har en større chance for at overleve i de første uger.
Når ungerne bliver omkring 3 måneder gamle, skifter de farve til forældrenes mørke farve.
Sjælden yngel
Det er anden gang, at dumeril varanerne yngler i Randers Regnskov. For fire år siden masede en unge sig ud af et varanæg. Den er nu kønsmoden og indgår i gruppen i udstillingen. Det er sjældent, at denne varanart yngler i fangenskab, men der er allerede nu tegn på, at dumeril varanerne vil yngle igen.