En ny gangbro er netop blevet indviet på Vorup Enge

De europæiske bisonokser, der græsser på Vorup Enge, kan nu besigtiges fra en flot gangbro. Broen er opført i kraftige planker af douglasgran, og skal erstatte den gangsti, der indtil nu har delt bisonarealet i to indhegninger.

I løbet af foråret kommer 6 bisonokser fra Polen, og så er det meningen at de to bisonindhegninger lægges sammen til en stor indhegning. Besøgende kan fortsat krydse bisonindhegningen – nu blot hen over broen, hvor man har en fantastisk udsigt ud over Gudenådalen.

Tilstede ved indvielsen af den nye bro var håndværkere, medarbejdere fra Randers Regnskov og Aage V. Jensens Naturfond, som har bekostet broen. Direktør i Randers Regnskov, Henrik Herold, sagde bl.a. i sin tale at ”Idéen om at udsætte europæisk bison i Gudenådalen opstod allerede i 2004. I et frugtbart samarbejde mellem Aage V. Jensens Naturfond og Randers Regnskov er denne fælles aktivitet blevet til virkelighed, og Europas største landpattedyr er nu tilbage i den danske natur.”

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)