Nogle årvågne gæster opdager en dværgodder, der løber frit rundt i Asien domen og spørger en af vores dyrepassere, om den skal det. Det skal den absolut ikke, for odderne lever normalt i et anlæg sammen med gibbonaberne, så derfor bliver der iværksat en hurtig eftersøgning, og det varer ikke mange minutter før den undslupne odder igen bliver spottet. Dyrepasserne sætter mårfælder op i Asienkuplen og gennemgår anlægget, for at finde ud af hvor odderen er kommet ud. Der bliver fundet et lille hul i nettet, der straks bliver lappet, så de øvrige oddere ikke løber ud. Næste morgen er odderen gået i fælden og den bliver sat tilbage i anlægget. Dyrepasserne ånder lettet op, da det hele blev løst så hurtigt.
MEN…..
Dagen efter ringer vores biologistuderende, Stine, der over flere måneder har gennemført adfærdsstudie på vores odderfamilie. Hun siger, at der igen er en odder uden for nettet. Hullet fra i går bliver tjekket igen, men det er ikke den vej, den er kommet ud.
Odderne har denne gang været mere opfindsomme og har selv gravet en tunnel ud af anlægget. Der bliver hældt sand, grus og større sten i hullet for midlertidig at lukke det, men dagen efter er kun den gamle odderhun og hendes unger tilbage i anlægget, mens de tre andre voksne oddere er pist forsvundet. Dyrepasserne sætter igen mårfælder op, og dagen efter er to stk. fanget.
Den sidste odder lader sig dog ikke sådan fange. Den ses både af vores dyrepassere og af gæsterne, der har stor fornøjelse af at se odderen drive gæk med de dyrepassere, der prøver at fange den. Efter 5 dage lykkes det dog. Odderen muntrede sig med at fange fisk og flodkrebs i vores skildpaddeanlæg, men blev her lidt for modig og blev overlistet og fanget i et net. Efter 5 dage i næsten frihed og sikkert mange oplevelser rigere kom den tilbage i anlægget til de 6 andre oddere.
Sanddelen i odderanlægget er nu blevet gravet ud, og de huller som var kommet i betonen, formentlig forårsaget af træernes rødder og tidens gang, er blevet forsvarligt lukket. Det betyder forhåbentlig at odderne nu bliver i deres anlæg. Men odderne er intelligente dyr, så det er ikke godt at vide, hvad de pønser på af nye initiativer. At arbejde med dyr byder hverdag på nye spændende udfordringer for Regnskovens dyrepassere. Det er det, der gør det sjovt, både for dem og for vores gæster.
Dværgodderne driver gæk med dyrepasserne!
Generelle nyheder