90 dage i rugemaskinen var nok for de fem fine dværgkaimanunger, der igår klækkede i Randers Regnskov. Alle ungerne har det godt, og viser allerede tænder og et sundt temperament.
"Det er vigtigt at små krokodiller har et lidt iltert temperament når de klækker. Dette er et godt tegn på at de har styrken til at forsvare sig selv og finde føde. Den første korte tid efter at ungerne er kommet ud af ægget kan de godt nok klare sig med næringen fra resterne af æggeblommen i deres mave, men derefter skal de jo kunne klare sig selv i den barske natur," siger dyrepasser Thomas Stensgaard, som er ansvarlig for dværgkaimanerne. "Og når de har den størrelse gør det alligevel ikke synderligt ondt at blive bidt af en af de små hidsigpropper. Faktisk er de bare lidt nuttede når de napper mig i fingeren!" griner Thomas.
Dværgkaimanungerne kan ses i Randers Regnskovs "Krokodille-vuggestue", et lille anlæg overfor indgangen til det asiatiske slangetempel, indtil de er store nok til at komme videre til en anden zoologisk have.
RUGETEMPERATUR AFGØR KØNNET
I rugemaskinen har æggene ligget ved en temperatur på 31,5 grader i 90 dage. Det er afgørende, at temperaturen holdes konstant på denne temperatur, da temperaturen er afgørende for hvilket køn ungerne får. Ved udrugning ved en temperatur mellem 28 og 31 grader bliver det hunner. Ved en temperatur mellem 32 og 34 grader bliver det hanner. Ved den valgte temperatur på 31,5 grader bliver det en blanding af hunner og hanner.