Cecropiatræerne blomstrer

  Generelle nyheder

Når et kæmpetræ vælter i regnskoven, eller en skovbrand rydder et område, bliver der en lysning i de tætte trækroner. I en sådan lysning spirer en masse nye små træer og andre planter hurtigt frem.

Cecropiatræet er en meget typisk repræsentant for disse små træer. Denne vegetation skaber de forhold, som skal til for at frøene fra de store trætyper, som f.eks. teak og mahognia kan spire og gro. Disse trætyper vil på 10-15 år vokse op og skygge de små træer og andre planter ihjel. Nu er der opstået en regnskov bestående af få, store træer, som med tiden vil blive 25-40 meter høje.

Cecropiatræerne i Sydamerikakuplen blomstrer netop nu flittigt, fordi de tror deres tid er ved at være omme. Her i Randers Regnskov bliver de dog ikke skygget ihjel foreløbigt, men kan fortsætte med at vokse og blomstre. Vores cecropiatræer er ikke engang 10 år gamle, men allerede ca. 15 meter høje med en bred krone.

Cecropiastammerne er hule og ikke særligt stærke, således at træet kan vokse ekstremt hurtigt - op til 10 meter på et år!

Cecropiatræet blomstrer med en overdådighed af ganske små, grønne blomster på klaser af hængende rakler. Senere dannes millioner af støv-lette frø, som kan svæve langt væk og måske finde en ny lysning i regnskoven. Cecropiatræet overlever altså trods sin ringe størrelse, ved at reproducere hurtigt og sende masser af frø ud over store afstande.

Cecropiatræet blomstrer med en overdådighed af lillebitte, grønne blomster på klaser af hængende rakler.

Cecropiatræet blomstrer med en overdådighed af lillebitte, grønne blomster på klaser af hængende rakler.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)