Asser og Brian er årets Randersborgere

SÅDAAAAN! Det var lidt af en overraskelse (heldigvis en glædelig en af slagsen!), da borgmester Torben Hansen troppede op mandag eftermiddag og overrakte hædersprisen ”Årets Randersborger 2020” til vores to kære kollegaer Asser og Brian for deres populære live-biologiundervisning, da Corona lukkede verden ned i foråret.   

Og det er vi jo overordentligt glade og stolte over!

Årets Randersborger er en hæderspris, der er blevet uddelt siden 1977, og som gives til en person eller personer, som har gjort noget særligt for Randers og skabt positiv udvikling i byen. Det kan være inden for erhvervslivet, idræt, kultur, ungdom, ældre, musik, byudvikling eller andet.

"Makkerparret greb muligheden for at skabe begejstring for naturen i en tid med bekymring. De var firstmovers i de dage, hvor mange andre forholdt sig afventende. De kastede sig modigt ud i noget nyt, turde handle og finde løsninger - og dermed repræsenterer de både fascinationen af naturen, som hele kommunen deler, og de præsenterer evne til at omstille sig, tænke nyt og handle på sin ide. Og ikke mindst så udtrykker de også Regnskovens ønske om at bidrage til forståelse og fascination for biologi og natur", lyder det fra Randersborger-Komitéen, der har vurderet alle de indstillinger, som kommunens borgere har sendt ind i august måned.

"Asser og Brian er med deres initiativ indbegrebet af Randers, hvor det er en del af byens DNA at have evnen til at omstille sig, evnen til at tænke nye tanker og handle på kreative og anderledes ideer. Og så formår de at dele deres begejstring over biologi og natur - og dermed brede det ud til os andre", siger borgmester Torben Hansen.

Og hvad siger Asser og Brian selv til det?

"Først og fremmest var det overvældende at se alle kameraerne og pressefolkene. Vi gør det jo ikke for at sætte os selv i centrum. Vi har gjort det her for at vise, hvor fantastisk naturen er", siger Asser Øllgaard.

"Jeg er taknemmelig og stolt over, at vi har lavet noget, som så mange mennesker er glade for, at vi ligefrem bliver indstillet til sådan en pris - og så får den", siger Brian Rasmussen.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)