Luften i Randers Regnskovs sydamerikanske kuppel er tyk af kærlighed!
Kort før jul fik Regnskovens hvidhovede saki - en nydelig gråhåret dame - en mage. Denne unge sorte han med den karakteristiske hvide pelsmaske viste straks intens interesse for hunnen, men interessen var ikke gengældt. ”De to sakiaber har haft kontakt, men det virker som om, at hun lige skal se ham lidt an efter at have været single i en tid”, fortalte dyrepasser Kristian Linneberg Sørensen.
Efter en målrettet indsmigringsproces har hannen nu vundet hunnens kærlighed. De to sidder meget sammen og nusser, og hannen gør hvad han kan for at puste sig op og skræmme de øvrige aber væk fra hans mage. Og til dyrepassernes store glæde blev der onsdag set parring hos de to. "Det gik hurtigere end jeg havde turdet håbe på", siger Kristian. "Hvis denne parring bærer frugt kan vi forvente at få en lille saki unge om ca. 165 dage. Vi håber på det bedste, men venter lidt endnu med at holde vejret. Det vigtigste er at de to nu har dannet par, og så er jeg sikker på at der nok skal komme småsakier før eller siden."
Du vil her på siden kunne følge med i saki abernes liv, og forhåbentlig også en snarlig familieforøgelse.