Aardvarkungen - sidste nyt

  Generelle nyheder

Det er første gang nogensinde, at en aardvarkunge fødes i Danmark. Alle i Regnskoven følger spændt med. Og selv om dyrepasserne er optimistiske, er der stadig en ganske stor risiko for, at den ikke klarer sig. De første 4-5 dage er kritiske.

Moderen, Maxima, er førstegangsfødende, men reagerer fint på sit afkom. Ungen søger, men tager ikke fat i brystvorterne. Maxima er god til at vaske ham. Hun napper ham i benene - måske for at øge blodomløbet. Det gør ham mere ivrig efter at sutte. Hun er også god til at lægge sig så han kan komme til. Vi har besluttet at der skal menneskehjælp til. Ungen skal have mælk hver 3. time døgnet rundt, og pasningen går på skift mellem tre medarbejdere.

Maxima bliver malket, og for at vi har mælk nok, blander vi modermælkserstatning i hendes mælk. Ungen får altså en blanding. Det er bedre end modermælk den ene gang og erstatning den næste. Som hos alle nyfødte, også menneskebørn, er regelmæssighed vigtigt.

Som du kan se på billederne, ligner han overhovedet ikke en menneskebaby, men når han giver lyd fra sig, er det fuldstændig som at høre et nyfødt barn. Lidt uhyggeligt... Han sover næsten hele tiden, han er faktisk kun vågen, når han får mælk. Han er blevet stærkere og mere aktiv i de seneste to dage. Hans vægt går lidt op og ned, men det er ikke ualmindeligt.

I går fik han sin første afføring, og som menneskemødre ved, er det et vigtigt tidspunkt. Afføringen havde de rigtige farver, sort og gullig, som indikerer, at mælken passerer igennem.

Aardvarkunger fødes blinde og får typisk øjne efter tre til fire dage. Så om ganske kort tid forventer vi, at han første gang ser den store spændende verden.

  1. Se TV2/Østjyllands reportage om den lille aardvark

Marie Hoelgaard hjælper med at passe ungen, som skal have mælk hver 3. time døgnet rundt.

I posen er der mælk, som er blevet malket hos moderen.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)