2006 blev året med varmerekorder – igen og igen og igen. Og havde det ikke været for 6 meget varme uger i sommerferien, ville Randers Regnskov have realiseret et besøgstal på niveau med 2005.
Men sådan blev det altså ikke, og et tab på 36.000 gæster i perioden uge 27 til 32 betyder, at Randers Regnskov kommer ud af jubilæumsåret med et besøgstal på 256.837 gæster mod et besøgstal i 2005 på 293.755.
Rekorderne ligger i begge ender. Der har aldrig tidligere været så få gæster i juli. I den normalt største måned i løbet af året var der 39.942 gæster, som valgte Regnskoven frem for stranden. Til gengæld sluttes året af med en besøgsrekord for december måned, hvor der aldrig før har været så mange.
På trods af en tilbagegang på 12,6 % i forhold til 2005, forventer Randers Regnskov at komme ud af regnskabsåret 2006 med et positivt økonomisk resultat.
”Vi ved at det er gynger og karruseller, når det drejer sig om sommerferieperioden", udtaler direktør Henrik Herold. "Regn er godt for en attraktion som vores, mens strandvejr er svært at konkurrere med. Det er glædeligt, at året afsluttes med en besøgsrekord i december måned og at besøgstallet resten af året har været stabilt i forhold til tidligere år, viser jo med al tydelighed, at publikum fortsat har en stor interesse for Randers Regnskov.”
”Attraktionsmarkedet er præget af mange udfordringer, men en af de største for Randers Regnskov er at få kommunikeret ud til vore gæster, at Randers Regnskov bestemt også er værd at gæste en varm sommerdag, hvor vejret inde i de tre kupler jo rent faktisk er det samme som i november måned. Vi har brugt meget tid på at analysere, hvordan vi får dette budskab ud over rampen” tilføjer Henrik Herold.
”Vi har derfor ændret vores billetstruktur i 2007, således at en billet til Randers Regnskov fremover er gældende for et kalenderår. På denne vis tror vi, at vi kan få både nye og tidligere gæster til at komme igen og opleve regnskoven både sommer og vinter. Vi har jo et sted, hvor der er liv hele året, og man kan vel nærmest sige, at stedet er så levende, at selvom vi ikke gør noget, så sørger naturen for, at der hele tiden sker noget nyt. – Det ønsker vi at få udbredt, og her er vi overbevist om, at den nye billet vil hjælpe til”.
- Læs mere om den nye billet