Vi skal love for, at vores polske bisontyr lever op til vores forventninger til ham som en prægtig avlstyr. I mandags kom der ikke bare én men hele tre nye bisonkalve til verden - to af dem er tvillinger.
Man har kunnet opleve den udryddelsestruede europæiske bison i Vorup Enge siden 2010, hvor de fungerer som naturplejere året rundt, men det var først med ankomsten af vores tyr fra Bialowieza nationalparken i Polen i 2012, at der for alvor kom gang i avlsarbejdet. Vi startede med tre bisonokser, og nu har vi altså en flok på hele 14 individer.