Et af vores vigtigste formål som zoologisk have er at skabe fascination og begejstring for naturen! For uden det, hvorfor så overhovedet passe på den?

Vi ser vores dyr som ambassadører for dyrene i naturen, der giver alle – også de mennesker, som ikke har mulighed for at rejse ud i verden – mulighed for at opleve arterne tæt på og vækker en følelse af netop fascination og begejstring, der ikke i samme grad er mulig at få ved blot at læse om dem i en bog. Dét kombineret med en knivskarp og levende formidling om arternes tilpasninger og rolle skaber det bedste grundlag for at øge interessen for naturen.

In situ bevarelse, altså bevarelse af dyr og planter i deres naturlige levesteder samt bevarelse af hele økosystemer, er ligeledes et emne, vi har stor fokus på i Randers Regnskov – i særdeleshed i regnskovsområdet Bigai, i Ecuador, der er et af verdens mest artsrige områder.

Du kan læse mere om vores naturreservat Bigai lige her.

Langt størstedelen af de dyr, der lever i zoologiske haver, er født i fangenskab gennem flere generationer. Det er kun rent undtagelsesvist, at zoologiske haver henter dyr fra naturen – eksempelvis hvis indavlskoefficienten, altså i hvor høj grad indavl forekommer, hos en truet art bliver for høj og begynder at have negative effekter på bestanden.

Ja! Mange af de dyr, der lever i Randers Regnskov, deltager i internationale avlsprogrammer for truede arter. Det betyder, at der for hver af disse arter, er udpeget en avlskoordinator, der til alle tider har styr på det genetiske slægtskab mellem de individerne i fangenskab, hvilke zoologiske haver, de findes i, og hvilke individer der yngler med hinanden.

Alt sammen for at sikre en så sund bestand som muligt.

Randers Regnskov deltager desuden i nogle af de bedste og mest professionelle kvalitetssamarbejder mellem zoologiske haver i hele verden (DAZA, EAZA og WAZA) og er således underlagt en lang række "kvalitetskrav", der sikrer en høj standard indenfor både dyrevelfærd, naturbevarelse, formidling og forskning.  

Ja, en sjælden gang imellem gør de, selvom det kan være meget svært at introducere dyr, der er præget af mennesker, til naturen.

Tag nu den gyldne løvetamarin (Leontopithecus rosalia). I 1960erne var der kun 200 individer tilbage i naturen, og arten var i stor fare for at uddø. I starten af 1980erne gik 43 zoologiske haver sammen om at etablere et omfattende avlsprogram, hvilket resulterede i, at 146 fangenskabsfødte løvetamariner blev sat fri i naturen i løbet af de næste to årtier – og med stor succes. I dag er der omkring 2500 individer i naturen, og mere end halvdelen af disse nedstammer fra reintroducerede dyr.

Den polynesiske træsnegl (Partula sp.) er et anden godt eksempel på en lignende succesfuld historie. Og faktisk har Randers Regnskov været lidt af en hjørnesten i projektet, da vi har opdrættet arten med stor succes og i samarbejde med Durrels Wildlife Conservation Trust introduceret hundredvis af individer til øen Moorea i Fransk Polynesien, hvor arten hører hjemme. 

Det er afgørende for et dyrs trivsel (i naturen såvel som fangenskab), at det har mulighed for at bruge sin naturlige adfærd, sanser, motoriske evner og mentale kapacitet. Vores team af dyrepassere arbejder derfor hver eneste dag på at give dyrene ”udfordringer” i hverdagen, der så vidt muligt sikrer dette. Det gælder både i forhold til anlæggets indretning og måden, hvorpå dyrene fodres.

Dyrepasserne træner også dyrene til at sidde stille, åbne munden på kommando og frivilligt gå på en vægt eller i en kasse, hvilket gør det muligt at sundhedstjekke og indfange dem uden at stresse dem unødigt.

Ja! Både i forhold til sammensætningen af foderet samt tidspunktet og måden, det ”serveres”.

Ligesom mennesker har dyr brug for en varieret kost for at trives, så det har vi stor fokus på. Rovdyrene får desuden så vidt muligt hele dyr med pels, hud, kød, knogler, indvolde m.m., da de er spækket med livsvigtige vitaminer og mineraler og kræver en del arbejde at partere, spise og fordøje.

For at undgå at hverdagen ikke bliver for rutinepræget for dyrene, fodrer vi også på forskellige tidspunkter fra dag til dag og i overensstemmelse med dyrets naturlige rytme og levevis. Det er bl.a. derfor, at jaguarerne kun fodres to gange om ugen.

I stedet for blot at servere foderet i en skål, gør vi meget ud af at få dyret til at arbejde for føden – ligesom de ville gøre i naturen. Vi kan finde på at sprede foderet i hele anlægget, grave det ned, hænge det op eller gemme det i foderbolde eller andre beholdere, så dyret skal søge efter det, udtænke en plan for at få fat i det og udføre planen ved at grave, klatre, balancere, springe, manipulere et objekt eller andet, der stimulerer deres naturlige adfærd.

Men er det ikke lidt synd, at dyret skal bruge så meget krudt på at få fat i foderet? Nej, tvært imod!

Et andet enkelt men effektivt redskab til at berige dyrene er at introducere fremmede lugte til deres anlæg! Det kan være et parfumestænk på en træstamme, tis eller lort fra andre arter spredt i anlægget, krydderier i en sæk med hø, toiletrullerør fra vores insektopdræt osv.

Som statsanerkendt zoologisk have og medlem af European Association of Zoos and Aquaria (EAZA) skal vi efterleve en række minimumskrav i forhold til anlæggenes størrelse for at sikre dyrenes velfærd. Det gør vi naturligvis – og ofte lidt til! Når det er sagt, så betyder anlæggets indretning faktisk langt mere end dets størrelse.

Når et nyt anlæg er på tegnebrættet, har vi hele tiden in mente, at dyrene ikke må kunne overskue hele anlægget på én gang og derfor bliver nødt til at gå på opdagelse for at kunne holde øje med, hvad der sker på deres territorium.

Vi laver derfor ofte niveauforskelle og sørger for, at der er masser af klatre-, grave- og svømmemuligheder (hvis det er en del af dyrets naturlige adfærd) samt naturlige yngle- og gemmesteder, så dyret kan trække sig væk, hvis det har behov for det.  

Om anlægget indrettes med menneskeskabte eller naturlige elementer, betyder ikke en hel masse, hvilket vores jaguaranlæg vidner om. Her kan du bl.a. finde en gravko, lastbil og flere containere, da vi ønsker at fortælle historien om, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer på verdens regnskove. Kønt er det ikke, men jaguarerne elsker det og ser det som én stor legeplads.

Er det muligt, holder vi også gerne dyrene i såkaldte blandingsanlæg, da det også beriger deres hverdag og stimulerer naturlig adfærd at skulle forholde sig til og interagere med andre arter. 

Ikke nødvendigvis!

Når et dyr går frem og tilbage eller på anden vis laver de samme bevægelser igen og igen, tolkes det ofte som stereotypi – en adfærd, der fortæller, at dyret er stresset af den ene eller anden grund. Måske har fremmede lyde eller lugte gjort det nervøs. Måske er der noget, der forhindrer det i at få sine naturlige behov dækket?

Det er dog langt fra altid, at adfærden er forbundet med noget negativt.

I biologien skelner man mellem stereotypi og forventningsadfærd – to adfærdstyper, der syner ens men har vidt forskellige årsager. Modsat stereotypi, der ofte er resultatet af en negativ påvirkning, ses forventningsadfærd typisk, når et dyr har en (ofte positiv) forventning om, at noget snart vil ske. Det kan være lige inden en fodring, eller hvis en hun kommer i brunst - noget vi bl.a. kan se hos jaguarerne.

Det svarer lidt til, når vi mennesker begynder at tromme i underlaget med fingrene, klikke på en kuglepen eller vippe med foden, når vi bliver utålmodige, fordi vi venter på noget. Sådan har dyrene det også engang imellem.

Er du forælder, så ved du alt om, hvad det kræver at have unger og hvilke instinkter og følelser, det vækker i en. Dyrene er ikke meget anderledes end os på det punkt!  

At have mulighed for at yngle med alt, hvad hertil hører (kurtisering, parring og yngelpleje) er et af dyrenes vigtigste, basale behov og har således afgørende betydning for deres velfærd. Og netop derfor får dyrene i Randers Regnskov lov til at yngle.

De unger, vi ikke selv skal eller kan beholde, sendes så vidt muligt til andre zoologiske haver, så de kan indgå i det internationale avlssamarbejde. Det er absolut 1. prioritet for os! Kun hvis dette ikke er muligt, kan vi være nødsaget til at aflive dem.

Det betyder dog ikke, at disse ungers liv er spildt. Nogle bliver brugt som (et meget naturligt) foder til rovdyrene, mens andre bliver brugt i undervisningsregi og forskning, hvor det er muligt.

Selvom de lever i en zoo, er dyrene i Randers Regnskov ikke tamme!

For at gøre hverdagen lettere for både dyr og mennesker og undgå unødig stress, når dyrene fx skal indfanges, flyttes, vejes eller have lavet et sundhedstjek, bruger dyrepasserne derfor en del energi på at træne dem og etablere et positivt samarbejde med dem.

De træner dem bl.a. til at bevæge sig hen til og sidde stille på et bestemt sted (såkaldt ”target træning”), åbne munden på kommando, så tænder og hals kan tjekkes, og frivilligt gå på en vægt eller ind i en kasse og efterfølgende lukke lågen i stedet for at presse dem til det og gøre det til en dårlig oplevelse.