Randers Regnskov søger formidler

Kan du vække begejstring for naturen? Så er det måske lige dig, vi står og mangler!

Randers Regnskov søger en ny formidler – en formidler, som kan hjælpe os med at nå vores mål: At gøre Randers Regnskovs gæster forelskede i naturen ved at levere spændende – og ikke mindst underholdende – naturformidling i øjenhøjde med store såvel som små.

Levende fortæller

Som formidler i Randers Regnskov er du først og fremmest sammen med vores gæster i udstillingen. Du formidler ved både planlagte og uplanlagte aktiviteter, og du er vært for spændende rundvisninger. Derudover løser du løbende praktiske opgaver.

Du er 1) Smaskhamrende begejstret for naturen og i besiddelse af en bred grundviden 2) En levende fortæller, som kan fange mange forskellige mennesker og 3) Praktisk anlagt, selvstændig og struktureret.

Tropeeventyr - hver dag

Din nye arbejdsplads er 4.500 m2 tropisk jungle og 22.000 m2 udendørs naturudstilling – og dine tætteste allierede i arbejdet med at vække begejstring for naturen er et væld af planter og over 200 forskellige dyrearter. Derudover bliver du en del af Regnskovens fantastiske hold af kolleger og en rummelig arbejdsplads med mange forskellige faggrupper. Vi har kantineordning, sundhedsforsikring og en årlig personaleuge.

Stillingen er 37 timer, primært i hverdagene. Som udgangspunkt er det en 1-års projektansættelse med tiltrædelse snarest muligt.

Ansøgning

Send ansøgning til [email protected]. Ansøgningsfristen er 1. november 2023, og vi holder løbende samtaler herefter. Medsend gerne et videoklip, hvor du fortæller om noget, som interesserer dig. Har du ikke hørt fra os senest 15. november 2023, er du ikke med i opløbet. 

For spørgsmål til stillingen: Kontakt formidlingsleder Tina Ravn på mobil 25 59 16 20.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)