Biologi
Det er nærmest umuligt at besøge en storby uden at støde på en hel flok af duer. Disse engang så folkekære fugle blev anset som et symbol på fred og blev derfor hilst velkommen med åbne arme. I de seneste år har der dog været en stigende modvilje mod duer og de ødelæggelser, deres efterladenskaber forårsager. Flere steder i verden er det derfor blevet forbudt at fodre duer, og i Californien er man ligefrem begyndt at give duerne præventionsmiddel for at undgå, at mange skal blive til flere.
Historien er en ganske anden for den majestætiske Victoria krondue, der i dag kun findes i et lille antal på Ny Guinea og de omkringliggende øer, hvor den oprindeligt stammer fra. Kronduen er opkaldt efter den engelske dronning Victoria på grund af dens karakteristiske fjerpragt på hovedet, hvilken ses hos både han og hun. Med sine 75 cm og op til 2.5 kg er Kronduen ikke alene smuk. Den er også stor! Faktisk menes den at være verdens største due.
Kronduens tunge krop gør, at den ikke er særlig god til at flyve. Den tilbringer derfor størstedelen af sit liv på skovbunden, hvor den bruger al sin tid på at finde frø, bær, frugter og insekter, som den kan spise. Når mørket falder på, bevæger kronduen sig op i trækronerne for at sove i fred for de mange sultne rovdyr, der jager om natten. Når kronduen vågner morgenen efter, starter den dagen med at udsende sit specielle kald, der lyder lidt, som når man puster over toppen af en flaske, hvorefter den hopper ned på jorden igen.
Kronduer danner par for livet. Når en han ønsker at gøre indtryk på det modsatte køn, laver han en særpræget dans, hvor han spreder halefjerene ud og skiftevis hæver og sænker hoved og halefjer. Accepteres hannens kurmageri, vil han og hans mage parre sig og efterfølgende hjælpe hinanden med at bygge en rede. Hannen sørger for at finde redematerialerne, mens hunnen sørger for at lave selve reden.
I reden lægges 1-2 æg ad gangen, som skiftevis udruges af hannen og hunnen. Efter en måned begynder de små nøgne fugleunger at kigge frem fra æggene, og efter yderligere tre uger er de klar til at flyve fra reden. Som oftest bliver de dog hos forældrene i væsentligt længere tid, selvom de i princippet er i stand til at klare sig selv. Selvom kronduer generelt betragtes som fredelige fugle, er de nemlig meget beskyttende overfor deres unger. Er der fare på færde, vil både hannen og hunnen stille sig med siden til fjenden og hæve deres vinger, så de ser større og mere faretruende ud.
Det er ikke kun redebygningen og udrugningen af æggene, som han og hun er fælles om. De sørger også begge for, at de nyklækkede unger ikke går sultne i seng. Kronduen har, sammen med alle andre arter af duer, udviklet en yngelpleje, der minder om den, man ser hos pattedyr – den laver mælk til sine unger. Og det er ikke kun hunnen, der kan lave det såkaldte duemælk. Det kan hannen også! Duemælken, der stort set indeholder de samme stoffer som mælk fra pattedyr, laves nemlig ikke i mælkekirtler. I stedet udskilles den fra kronduens kro og gylpes op, når ungerne skal mades.
Nok er kronduen stor, men det er ingenting i forhold til dens nære slægtning, dodoen, der var op til 1 meter høj og kunne veje næsten 20 kg. Desværre uddøde dodoen i 1600-tallet, men indtil da fandtes den i et stort antal på Mauritius, hvor den stort set havde eneret til øens mange ressourcer. Ligesom kronduen levede den på grund af sin tunge krop nede på jorden og havde derfor ikke brug for sine vinger. Med tiden blev vingerne derfor reduceret til to små fjerduske, der ikke var til meget gavn.
