Biologi
Sumpskildpadder har både træk, der minder om landskildpadder og træk, der minder om vandlevende skildpadder. Deres fødder er flade og har svømmehud, så skildpadden kan komme hurtigt frem i vandet. Der er også kløer på fødderne, så skildpadden kan stå fast på jorden. Skjoldet er ofte mere strømlinet end hos landskildpadderne, men mere kuppelformet end hos de vandlevende. De er en mellemting og skal være tilpasset til begge leveformer.
Hos disse skildpadder er det temperaturen i reden der afgør ungernes køn. Moren begraver blot æggene i jorden et sted, hun finder passende. Derefter er udrugningen op til temperaturen i jorden. Lave temperaturer (under 27 grader) under udrugningen giver hanner, mens høje temperaturer (over 27 grader) giver hunner.
Når æggene er klar til at klække, er det ungernes opgave at komme ud af skallen. De har en lille tand på næsen - en ægtand - som de bruger til at lave hul. Når de kommer ud, skal de klare sig selv. Heldigvis har de en lille madpakke som består af resten af æggeblommen. Den sidder på maven, et sted hvor skjoldet endnu ikke er vokset sammen.