"Den sorte panter"

Du kan godt begynde at glæde dig! Snart vil verdens tredje største kat, den prægtige jaguar (Panthera onca), kunne opleves i Randers Regnskov. Vi har allerede modtaget den første, nemlig en lille, sort killing på bare 5 måneder.

Killingen er fra Skærup Zoo, hvor vores husfotograf nåede at tage lidt billeder af både hende og hendes særdeles smukke mor. Du må dog vente lidt med at se hende i virkeligheden. Vores nye jaguaranlæg indvies den 27. marts 2015, så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.

Jaguaren lever bl.a. i den frodige sydamerikanske regnskov, og mange vil nok mene, at den ligner den afrikanske leopard. Det er heller ikke helt forkert! Flertallet af jaguarer er nemlig lyse med mørke pletter, men den sorte farve er naturligt forekommende, og man mener, at omkring 6 % af den naturlige bestand af jaguarer er sorte. En sort jaguar kaldes populært for en sort panter, men begrebet "panter" dækker ikke over en specifik art men snarere over et sort individ fra katteslægten Panthera. En panter kan altså både være en sort jaguar, en sort leopard, en sort tiger eller en sort løve.  

Jaguaren er noget større og mere kraftigt bygget end leoparden. Dens kraftige kæbemuskler gør den i stand til at bide med en kraft på helt op til 910 kgf (2.000 lbf) – det er dobbelt så hårdt som en løve. Jaguaren har dermed det kraftigste bid af alle kattedyr.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)