De, der er vant til at spise de kommercielle store, søde, gule bananer, der eksporteres i enorme mængder til Vesten, vil forbløffes over den brede vifte af størrelser, former, farver og smag, der rent faktisk findes.
Der findes over 35 arter af bananer i verden, og den art, vi kender bedst, og som vi spiser herhjemme, er altså den gule frugt- eller dessertbanan beskrevet ovenfor. Frugtbananen er en krydsning mellem to arter, der stammer fra Syd- og Mellemamerika og er således ikke en naturligt forekommende art. Selve planten kan blive op til 10 m høj og er den art, der har de største og sødeste frugter.
Selvom den velkendte frugtbanan stammer fra Sydamerika, stammer de oprindelige bananer faktisk fra Asien. Første gang, de blev anvendt og dyrket til husholdning, var på Papua Ny Guinea i år 5000 f. Kr., men i dag dyrkes de verden over. Der findes dog stadig vilde bananer på Ny Guinea, Malaysia, Indonesien og Filippinerne.
Man kalder ofte fejlagtigt bananplanten for en bananpalme. Bananen er dog ikke nogen palme, men i stedet en urt – faktisk verdens største urt. Dét, der ligner en stamme, er dannet af meterlange bladstilke, og kaldes derfor en pseudostamme. Frem mellem bladstilkene kommer en stor hunlig knop, der efter 3-4 uger udvikler sig til en plukkemoden bananklase med op til 200 bananer. Denne bananklase kan veje op til 40 kg.
Ligeså mange arter af bananer der findes, næsten ligeså mange forskellige farver, smag og konsistenser kan de, som tidligere nævnt, have. Du kan få bananer fra 8-45 cm. De kan være gule, grønne, røde og sågar lilla. Du kan få søde bananer, mens andre arter er næsten syrlige. Du kan få bananer, der er bløde i strukturen, mens andre er hårde som kartofler osv.
Udover hunblomsten stående af selve bananklasen, produceres også en hanblomst længere nede på stammen, der populært kaldes ”bananens hjerte” eller blot bananblomsten. Efter blomstringen visner den overjordiske del af planten, mens små sideskud kommer op ved siden af den gamle bananplante.
Selvom vilde bananer har frugter med mange, store og hårde frø, der gør frugten næsten uspiselig, er langt de fleste dyrkede bananer fri for frø eller har kun ganske få rester tilbage bestående af små mørke frø. De dyrkede bananer må derfor anvende ukønnet eller vegetativ formering. Det foregår som regel ved, at der brækker et stykke af den oprindelige plante (fx en del af roden), denne spredes og vokser op til en ny bananplante.
I 2008 opdagede man, at modne bananer fluorescerer blåligt, når de udsættes for ultraviolet lys. Dette skyldes, at der ved nedbrydning af klorofyl i modne bananer sker en ophobning af et fluorescerende restprodukt I bananskralden. Dette ses ikke hos umodne bananer, så det er ikke utænkeligt, at dette restprodukt tillader dyr, der kan se UV lys, at opspore og skelne modne fra umodne bananer, hvilket øger chancen for at bananplanten får spredt sine frø.
Relation til mennesker:
Selvom bananen oprindeligt stammer fra Asien, dyrkes den i nu mere 107 lande verden over. Én af de allerstørste eksportører er Mellemamerika med Ecuador og Costa Rica i spidsen. Herfra eksporteres der årligt over 3 millioner tons bananer, og de står dermed for 2/3 af verdens eksport af bananer.
Her i Europa er det primært frugtbananer vi spiser – og gerne i rå tilstand, hvorefter vi smider skralden ud. Andre steder i verden spises både frugt og skrald - enten rå eller tilberedes på et utal af måder. Frugtbananer er desuden særligt velegnede til at lave bananchips og marmelade af. En banantype, der sjældent kommer til Europa, er melbananen, der primært spises i troperne i Asien og Sydamerika. Her bruger de den på samme måde, som vi bruger kartofler herhjemme. En grøn melbanan har desuden samme kalorie indhold som én kartoffel. Melbananerne spises kogt, stegt, laves til mel eller bruges til brygning af øl og vin. Både frugt- og melbananen er en værdifuld kilde til B6 og C vitamin samt kalium og natrium.
Det er ikke kun selve bananen, der kan spises. Også bananblomsten eller ”bananens hjerte”, som den også kaldes, spises med stor velbehag i det sydøstlige Asien. Her anvendes den som en grøntsag, der enten dampes, anvendes i salater eller spises rå. Bananblomsten anvendes også i mange supper (bl.a. i Burmas nationalret Mohinga) og karryretter. Blomsten skulle eftersigende smage som artiskokker og kan spises på stort set samme måde.
Bananplantens 3.5 m lange blade anvendes også til en lang række formål pga. deres slidstærke og vandafvisende karakter. I både Asien og Sydamerika anvendes de som paraplyer, service til at servere mad på og papir til at pakke mad ind i, mens det tilberedes. Fibre fra bananbladene bruges desuden især i Japan og Nepal til at lave papir og tekstil af. Endelig kan saften fra både bladene og pseudostammen bruges som klæbemiddel (lim).
Medicinske egenskaber
Bananplanten og dens frugter er også kendt for sine medicinske egenskaber. I Indien blandes saft fra stammen med honning til at behandle gulsot og nyresten. Bananer har desuden ry for at kunne forebygge mavesår, behandle forstoppelse og gavne folk med diabetes.
Pga. sit høje indhold af kalium, natrium og fibre anvendes bananer også flere steder til at forebygge forhøjet blodtryk og følgevirkningerne heraf. De kan desuden forhindre calcium tab fra nyrerne og derved forhindre kroppens knogler i at nedbrydes. Lider man af diarre, er bananernes høje kalium og natrium indhold med til at holde elektrolyt balancen i orden, og pga. deres store vandindhold (75%) reducerer de også risikoen for at blive dehydreret.
Endeligt indeholder bananer også karoten, der virker som en antioxidant, og af denne grundt skulle et moderat indtag af bananer reducere risikoen for at få nyrekræft væsentligt.
